Konfirmationstale 20. maj 2011

Konfirmationstale – a la bibelslamming – fredag 20. maj 2011 i Køge Kirke
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel
Foto af stolestade i Strøby Kirke.

I skal ikke høre en almindelig prædiken af mig i dag, men en såkaldt bibelslamming.
For en måneds tid siden bad jeg jer konfirmander fra Søndre Skole lytte godt efter evangeliet om kvinden, der skulle stenes. Jeg læste teksten op et par gange, og derefter skulle I skrive de tanker og associationer ned, som I fik ved at lytte til historien. Jeg har brugt en god del af det, I fik skrevet ned, som jeg har blandet med mine egne associationer. Hør engang, hold ørerne stive, ikke af kulde, men af varm opmærksomhed!

Tekst: Johannesevangeliet 8,1-11: ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”
Tekstudgave: Den Nye Aftale.
Jesus tog ud til Oliebjerget, og om morgenen kom han tilbage til templet. Folk kom til ham, og han satte sig ned og begyndte at undervise dem. De skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde der var blevet grebet i utroskab, og de stillede hende ind midt i forsamlingen. ”Rabbi,” sagde de. ”Kvinden her er taget på fersk gerning sammen med en anden mand, og i Loven står der at den slags kvinder skal stenes. Hvad siger du til det?” De stil-lede spørgsmålet for at få Jesus til at sige noget de kunne anklage ham for, men han bøjede sig bare forover og gav sig til at skrive med en finger i sandet. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”
Og så bøjede han sig igen frem og skrev i sandet. Da de hørte det, forsvandt de én efter én, de ældste først, og til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden.
”Hvor blev de andre af?” spurgte Jesus og rettede sig op. ”Var der ingen der dømte dig?” ”Nej, Herre,” svarede kvinden. ”Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. ”Du kan gå, men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert.”
-----

Åh åh åh uhåh!
kast ikke med sten når du selv bor i glashus

Se dine egne fejl før du ser efter andres.
og hvis du ikke kan se,
sku du ta’ og få en synsprøve hos Louis Nielsen
eller købe dine briller i Synoptik!

Fej for egen dør, før du fejer for andres.
Eller er du fej nok til at opfatte dig selv som hyper clean og kan dømme andre?

Sten på sten på sten
Hjerter så hårde som sten
Ubarmhjertige hjerter som sten der dræber.

Men den gyldne regel lyder:
Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.
Man skal behandle andre som man selv vil behandles.

Se de andres gode sider, før du dømmer.

Ingen er jo perfekte eller uden synd.
Det skulle da lige være Jesus og Josefine!

Ingen mennesker er perfekte, og alle mennesker begår fejl, som de senere vil fortryde.

Sten på sten på sten
Hører I, sten på sten som hårde hjerter
Hvad siger du, Jesus? ja, du, Jesus?
Du må da ha en mening om samfundets love og denne kvinde, som bør stenes?
I moseloven står jo, at når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde.

Åh, åh! Det er ikke engang den islamiske hellige bog, Koranen, jeg citerer, men Bibelen, Jesus, Bibelen!
De kristnes hellige bog.
Skal jeg stave det for dig: B-I-B-E-L-E-N! Bibelen!

Vor Herre bevare os! Bibelen!
– Og det gør han!
Vorherre, - bevarer os.
Ja, han bevarer os, helt igennem, bevarer os!
Med hud og hår bevarer han os!
I liv og død bevarer han os!

For Jesus ændrede den stenende og dræbende samfundsorden, hvor mennesket er til for lovens skyld og ikke loven for menneskets skyld.

Ingen er perfekte eller uden synd.

Men ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”

De hørte det minsandten,
flokken af fordømmende mænd,
dobbeltmoralske var de, ja, de var, dobbeltmoralske,
De hørte det!
og så forsvandt de én efter én, de luskede bort!
de ældste først, de ældste ……!

Er det sandt, at jo ældre man bliver, jo nemmere kan man indse sine fejl?
Vi gentager lige spørgsmålet:
Er det sandt, at jo ældre man bliver, jo nemmere kan man indse sine fejl?

Du skrev i sandet, Jesus, men ingen aner, hvad du skrev,
for vinden har blæst det bort.

Var det dommen over mennesket, du skrev, Jesus.
Dommen: kendt skyldig? var det det du skrev, Jesus! Skyldig!
Hellere såres af sandheden end glædes af løgnen.
Og i stedet sagde du, Jesus, på korset:
Du sagde: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør?

Som advokat for os alle
- som stedfortræder
gør DU os clean uden fordømmelse.
”Jeg dømmer dig heller ikke” sagde du til kvinden!

For Guds højesteret er der tilgivelse.
Hold da op!
Tilgivelse
for Guds højesteret!
Hold da op, er det ikke for nemt!

Ingen er jo perfekte eller uden synd.
DET SKULLE DA LIGE VÆRE JESUS!

Langfredags musikgudstjeneste i Køge Kirke 22. april 2011

Først kan du se gudstjenestens forløb.
Derefter præstens "prædiken" - a la bibelslam.
De angivne salmer står i Den Danske Salmebog (2003)

Musikgudstjeneste med Jesu 7 ord på korset langfredag 22. april 2011 kl.14.00 Køge Kirke
Medvirkende: Kirkens kor, Sct. Nicolai Cantori, organisterne Anne Kirstine Mathiesen og Christina Schmidt Damm, sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.

Præludium: ”Det hellige kors vor Herre han bar” af Anton Heiller (1923-1979)

Salme: 57 – Herre, fordi du

Hilsen: Guds nåde og fred være med jer!

Bøn
Barmhjertige, evige Gud! Du, som ikke sparede din egen Søn, men gav ham hen for os alle, at han skulle bære vore synder på korset, lad aldrig vore hjerter forfærdes og blive modløse. Fader, Søn og Helligånd, vi bøjer os i bekendelse og lovsang for dig, som råder over os fra evighed til evighed. Amen.

Læsning af Esajas Bog kap. 52,13-53,6
Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham
– så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser de.
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Kor: Fauré, Sanctus
Sanctus, Sanctus, Sanctus, Dominus Deus Sabaoth,
pleni sunt caeli et terra gloria tua.
Osanna in excelsis!
[Hellig, hellig, hellig er Herren, Hærskarernes Gud
Himmel og jord er opfyldt af din herlighed.
Hosianna i det høje.]

Jesu syv ord på korset

Læsning 1. ord: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør".
De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: "Og han blev regnet blandt lovbrydere." Det var den tredje time, da de korsfætee ham. Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."
Pilatus havde lavet indskrift med anklagen imod ham og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: 'Jødernes konge', men: 'Han sagde: jeg er jødernes konge'." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
"De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning."
Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Det gjorde soldaterne altså. Og folket stod og så på.

Salme: 191 – Gak under Jesu kors at stå
( Salmen synges som vekselsang mellem kor (K) og menighed(M).)

191 v. 1-2 synges af koret
v. 3 synges af menigheden

Læsning 2. ord: "Kvinde, dér er din søn. Dér er din mor”.
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

191 v. 4-5 synges af koret
v. 6 synges af menigheden

Læsning 3. ord: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis".
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Men den anden satte ham i rette og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Og han sagde: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis."

191 v. 7 synges af koret,
v. 8 synges af menigheden

Læsning 4. ord: "Min Gud, min Gud, hvor¬for har du forladt mig?"
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni? - det betyder: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Hør, han kalder på Elias."

191 v. 9 synges af koret,
v. 10 synges af menigheden

Læsning 5. ord: "Jeg tørster".Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster". Der stod et kar fyldt med eddike. Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en isopstængel og stak den op til hans mund og gav ham noget at drikke, idet han sagde til de andre: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned."

191 v.11 synges af koret
v. 12 synges af menigheden

Læsning 6. ord: "Det er fuldbragt."Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt."

191 v. 13 synges af koret
v. 14 synges af menigheden

Læsning 7. ord: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”Og Jesus råbte atter med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden.

191 v. 15 synges af koret
v. 16 synges af menigheden


Kor: Ravnene skriger
1. Ravnene skriger fra Golgatas kors
mod månens blodrøde horn:
At Kristus den døde skal aldrig igen
få lov til at antænde jor’n.
2. Ventetids tavshed – en dirrende streng,
mens tomheden stiger som vand.
For verden har bare foragtende ord
til dem på den yderste strand.
3. Det er apostlenes vilkår at se
at verden er grusom og stor
og svag er den Gud, der bliver naglet til træ
og svag er hans gerning og ord.
6. Solskiven gløder i morgenens dis
og gyldent bliver markernes korn,
mens skyggen fra Golgatas blodige kors
med kærlighed omfavner jor’n.

"Prædiken" - Bibelslam: Du siger noget, Jesus!

Kor: Fauré, Agnus Dei
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi,
dona eis requiem sempiternam.
Lux æterna luceat eis Domine
cum sanctis tuis in æternum qui a pius es.
[Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile.
Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile.
Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile i for evigt.
Må det evige lys skinne på dem, o Herre,
sammen med dine helgener i evighed, fordi du er nådig.]

Bøn
Gud, I verden er der mørke, og i os er der mørke,
om ikke dit lys trænger herind.
Hvem er du, Gud, siden du kan elske os så meget,
at du gav din søn for at føre os tilbage til dig?
Hvem er vi, Gud, siden du kan elske os så meget, at du lod det ske?
Vores kærlighed rækker knap nok til vore egne,
og derfor dømte vi din søn for at slippe for at hør epå ham, og for at slippe for at skulle se os selv med hans øjne.
Og vi gør det igen og igen, vi korsfæster kærligheden.
Men du, Herre, slipper os ikke.
Din kærlighed favner os alle, onde som gode,
og du frikender os ved Jesus Kristus, for at vi skal leve og tro
og selv bære kærligheden videre. Amen.

Salme: 192 – Hil dig, frelser og forsoner

Fadervor

Velsignelsen

Exitus: Fauré, Pie Jesu
Pie Jesu Domine, dona eis requiem.
requiem sempiternam
[Nådige Herre Jesus, giv dem hvile
for evigt.]
______________________________________

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagels
"prædiken" - Bibelslam: Du siger noget, Jesus!

Hej Jesus, dér på korset!
hvordan kan du for dig selv til at bede til Gud og sige:
Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør?

Det lyder helt forkert!
Selvfølgelig ved de da, hvad de gør.

De korsfæster dig, fordi du har sagt, du er Guds søn,
og det må du ikke, for det er du ikke, siger de!
De ved da helt sikkert, hvad de gør.
Du burde sige: Far, døm dem, for de er ved at slå mig,
din søn, ihjel.

Klart nok!
Hvis de ved, hvad de gør, bør de jo straffes,
der må være en vis retfærdighed til.
Du ved, øje for øje.
Men du påstår altså, at de ikke ved, hvad de gør.
Du ligefrem undskylder dem,
fritager dem fra skyld!

Som om de er børn, der ikke kender konsekvenserne af deres handlinger.
Er det sådan du ser på menneskeheden i det hele taget:
Er vi børn, der ikke kender konsekvenserne af vores handlinger?

Tager du ikke fejl, Jesus?
Vi lever altså i det 21. årh.

Det 21. årh.
- skal jeg stave det for dig?

Vi kan skam selv.
Helt os selv, enhver er jo sig selv nærmest.
Og det med at blive tilgivet noget, vi har gjort forkert,
klarer vi så mænd også selv.
Vi skal blot lære at tilgive os selv.

Man laver jo fejl af og til, intet mennesker er perfekt, som man siger.
Det værste er at falde tilbage i de gamle vaner, du ved,
med at spise usundt eller sidde foran fjernsynet
i stedet for at cykle en tur i det gode vejr
eller tage hen i fitness.
Meeen det er da overkommeligt sådan at tilgive sig selv trods alt.

Værre er det selvfølgelig, hvis det går ud over andre mennesker,
min gamle mor på plejehjemmet fx,
som jeg ikke har set i 3 måneder,
og som har spurgt efter mig, siger plejerne,
selv om jeg ikke tror, hun fatter, hvem der er hvem,
meget dement som hun er.

Men hvis jeg ikke lige når derhen,
fordi jeg har lyst til noget andet
så tilgiver jeg også mig selv for det!
Min stakkels gamle mor kender jo alligevel hverken tid eller sted,
så om jeg kommer i morgen eller næste lørdag, betyder sikkert ikke noget!

Kender du det, Jesus, at stå i det dilemma
at skulle vælge mellem det man selv har lyst til
eller det man burde gøre.

Man skulle jo nødig gå rundt og have dårlig samvittighed,
det ødelægger min indre harmoni,
så vupti, tilgiver jeg mig selv og får det meget, meget bedre
med mig selv!

Der er jo ingen som takker mig,
hvis jeg ikke passer på mig selv, og du ved sikkert, Jesus,
en sund sjæl i et sundt legeme.
ellers er det min egen skyld!

------

Skyld!!!

Hvad er det, jeg står og siger?
Skyld!
min egen skyld!
Kan jeg bære min egen skyld, nu jeg tænker over det?

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!
Jeg kan da mit Fadervor i det mindste.

Men min skyld! -
Du siger noget, der er værd at tænke over, Jesus.

Skulle jeg gøre det, jeg burde gøre og besøge min gamle mor!
Det er jo ikke hendes skyld, hun er dement!

Du siger noget, Jesus!
Tilgiv dem!

mig!

Nu du er i gang, Jesus, så tag den!
tag den på dig!
min skyld!

Jeg be’r dig!

Kirken burde have en glad smiley

Prædiken til søndag 3. april 2011 – midfaste søndag
Tekst: Joh 6,1-15
Salmer: 42 – I underværkers land jeg bor; 41 – Lille Guds barn, hvad skader dig; 0-Sov du lille, sov nu godt / 192 – Hil dig, frelser og forsoner; 439,1 – 470 – Lad os brøde brødet; 613 – Herre, du vandrer forsoningens vej
-----

Kirken burde have en smiley!
Altså en glad smiley – det er min påstand!
Ude på hoveddøren skal den sidde – så alle kan se, at dette hus rummer noget godt, og at dette hus har et godt budskab fra Gud til alle mennesker – et budskab, det er værd at høre, og som man kan blive glad ved og få fred i sjælen af.
Kirken burde have en glad smiley.
Desværre kan vi kun være 700 mennesker herinde og ikke 5.000, som samlede sig om Jesus dengang. Men hvis galt skulle være, kan vi samles næste gang på Køge Torv.

Smileyer er der flere af. Der er de gule glade og de gule sure, og der er de grønne for godt arbejdsmiljø og indeklima og røde for dårligt, og så er der elitesmileyen, som gives, når et sted har haft 4 glade smileyer i træk.
Så vi burde nok nemt kunne få en elitesmiley på hoveddøren.

Hvorfor nu det?
Jo, det er fordi Gud gør rent bord med sin tilgivelse og byder på både brød og vin af bedste gudelige kvalitet.
Der er nok til alle, det er gratis, og så er det indbegrebet af kærlighed! Det er simpelthen et kærlighedsmåltid fra Gud.

Vi hører i evangeliet om en god mor, der ikke er der. Vi hører, at hun har gjort noget godt for sin søn, som er der.
Drengen med madpakken, med fem bygbrød og to fisk.
Det skal børn da have med, en madpakke, hvis de ikke kommer hjem til spisetid.
Når man ikke har mor ved hånden, så er det godt at have hendes madpakke ved hånden, og måske har hun lagt noget sødt i den ved siden af leverpostejen og ostemaden. Sådan er en god mor, hun drager omsorg for en og overrasker med sin kærlighed.

En lille dreng med fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange?
Pludselig bliver drengen involveret i et drama, fordi han står med sin madpakke. Der er ingen, der spørger, om han vil bytte. Ingen, der spørger ham om noget som helst. Men der er nogen, som tager brødet ud af hånden på ham, for der er 5000 mennesker, der skal bespises.
Historien får fart på. Pludselig vandrer de fem bygbrød og de to fisk rundt mellem den store mængde mennesker, og hvad der bliver tilovers, samles i tolv kurve.
En dreng uden navn og en mor, der ikke er der. De to er egentlig hovedpersonerne i det spil med to parallele handlinger.
Der er drengen med madpakken, som mætter 5000, og så er der Jesus, som ikke vil være konge på folkets betingelser. Han vil slet ikke være jordisk hersker, diktator eller det, der er værre.
Men drengen med madpakken kunne være et billede på Jesus, som giver os sin madpakke, som består af ham selv.

Inden vi holder altergang, skal vi høre Jesus ord om madpakken, når han siger om brødet: Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Om vinen siger han: Det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Brødet og vinen er vores himmelske rejsekost, den madpakke, som gives os helt gratis af kærlighed fra Gud vor skaber, der er som en mor, der sørger for sit barn. En mors madpakke, rejsekosten, Livsbrødet fra ham, som om sig selv siger: JEG ER livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
Vi er på vej mod påske. På vej mod den sandhed, som vi smager i nadveren, at den enes død skal være de andres brød. At Jesu død er Livsbrødet for os. Livsbrødet, som er livsalig, livsbekræftende, livsforsikring, som giver livskraft, livsmod, livsglæde, livsånd, livsvarigt på vores livsvej.
Det kan da ikke vurderes højt nok!
En glad smiley!
Det er i hvert fald en glad smiley, vi får af Gud, hver gang vi samles til gudstjeneste.
Gud gør rent bord med sin tilgivelse og byder på både brød og vin af bedste gudelige kvalitet.
Der er nok til alle, det er gratis, og så er det indbegrebet af kærlighed! Det er simpelthen et kærlighedsmåltid fra Gud. Velbekomme!

Da Dinas mor omvendte Jesus

Prædiken til 2. søndag i fasten – 20. marts 2011

Tekst: Matthæusevangeliet 15,1-11:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Salmer: 371 - Du fylder mig med glæde; Vær mig nær, o Gud; D betyder døbefont; 674 – Sov sødt, barnlille; 192,7; Tak, Gud for denne lyse morgen

------
Jeg vil fortælle om dengang Dinas mor gik helt amok, så Dina blev rask.

Dina havde engang hørt sin mor råbe og skrige og græde, så tårerne stod ud af øjnene på hende. Det var dengang for længe siden, da Dina var en meget lille pige og tit vågnede op om natten og havde mareridt og feber og var gennemblødt af sved. Det skete tit, og nogen mente, at hun havde en ond ånd inden i sig.

Nu var Dina 14 år gammel og tænkte tit tilbage på dengang, hendes mor havde råbt og skreget og grædt og opført sig temmelig mærkeligt, ja, pinligt.

Kan du huske det, mor, spurgte Dina en dag, kan du huske dengang du gik amok og kæmpede for mig, ja, kæmpede for at jeg skulle blive rask og ikke have mareridt mere.
Jo, sagde Dinas mor. Jeg husker det som var det i går. Jeg gik helt amok, for jeg var så bange for, at du skulle dø, var så bange for, at jeg skulle miste dig.
Jeg havde hørt om manden Jesus, som kunne gøre folk raske. Og pludselig så jeg ham komme ind i vores landsby og måtte jo gribe chancen og råbte og skreg og græd helt vildt, at du var syg og han skulle hjælpe mig.
I første omgang blev jeg dybt skuffet, for han lod som ingenting, og hans venner sagde, jeg skulle tie stille. Men så sagde han, at han ikke kom for at hjælpe sådan en som mig, for jeg troede på en anden Gud end han gjorde.
Så gik jeg da helt amok og blev vred og skreg og kastede mig ned foran ham som en anden hund. For han måtte ikke gå fra mig. Om jeg så skulle kravle på alle fire og bede om forladelse for, at jeg troede på en anden Gud, så ville jeg gøre det, bare han ville hjælpe mig med at gøre dig rask.

Mens Dinas mor fortalte om, hvor forfærdelig havde hun haft det, da hun mødte Jesus, og hvordan han hånede hende, sad Dina helt stille og tårerne løb ned af kinderne på hende. - Tænk at hendes mor have kæmpet så meget for hendes liv, havde ydmyget sig, kastet sig ned som en anden hund for Jesus’ fødder, for at han ikke skulle gå videre og lade hende i stikken.

Dinas mor fortsatte med at fortælle: Jeg ved ikke, hvad der fik Jesus til at blive stående og vende sig om mod mig og se mig ind i øjnene. Han tog fat i min højre arm og løftede mig op, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. Og så sagde han: Din tro er stor, du får det, du beder om!

– Og jeg stod bare dér og så på ham og jeg mærkede, at min vrede og angst forsvandt, som en sten, der falder fra hjertet, og hans ord løftede mig op i den syvende himmel. Og jeg stod bare og så og så og så ham gå videre med sine venner, som ikke vidste hvilket ben de skulle stå og gå på.

Dina klappede i hænderne: Du er herlig, mor. Jeg elsker dig! – Tænk at du kunne omvende Jesus ved at råbe og skrige og gå helt amok for min skyld.
Ja, svarede Dinas mor. Det var vel det, der skete. Jeg fik Jesus til at vende sig om mod mig, fordi min kærlighed til dig var så stor, at jeg ville gøre alt for dig. Og jeg tror faktisk, at Jesus ville sige: Din kærlighed er din tro.

---
Kære alle sammen! Om lidt skal vi have barnedåb. Lille Liva skal bæres til dåb af jer, som elsker hende og vil alt godt for hende. Når Liva er blevet døbt, har hun fået en dåbsgave af Gud. Gaven er Guds kærlighed til hende helt konkret og ved navns nævnelse. Gud siger faktisk: Det er dig, jeg elsker, kære Liva, og jeg er med dig altid. Min kærlighed er din tro.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge

Bibelslam som prædiken juleaften 24. december 2010

I skal ikke høre en almindelig prædiken af mig i dag, men en såkaldt bibelslam.
I konfirmandernes sidste time inden juleferien bad jeg dem lytte godt efter juleevangeliet, som jeg læste op, og derefter skulle de skrive de tanker og associationer ned, som de fik ved at lytte til julebudskabet. Jeg har lånt nogle af konfirmandernes tanker og associationer og lidt fra MC Einar, som jeg har blandet med mine egne. Hør engang, hold ørerne stive, ikke af kulde, men af varm opmærksomhed!

Jul det’ cool
det’ gamle dage
det’ hygge med familien
flæskesteg og pejseild
hyrder og englesang
hjerter og juletræ
farven hvid som sne, som får, som renhed

Jul det’ cool
det’ planlægning, planlægning, planlægning
det’ Jesus og Josefine
palmer og gult sand
Blev Jesus virkelig født den 24. december
eller var kirken bare smart at fejre hans fødsel midt i årets mørkeste tid?

Man bliver fattig i julen indtil januar
så er der udsalg
Men vi har altid de fattige hos os
fattig i julen
fattig på penge
fattig på glæde
fattig på familie
Hjemløshed
kontanthjælp
starthjælp
uden sikkerhedsnet

Jul det’ cool
og den hårdeste højtid for skilsmissebørn
som må rende fra Herodes til Pilatus
fra far til mor, fra mor til far

Jul det’ cool
og den tungeste højtid for den, der har mistet en af sine kære.
Modgang og savn,
sorg i al stilhed
længslens smerte
det bliver ved, smerten, sorgen, savnet.
Den tomme stol ved julebordet

Når jeg hører julehistorien,
kommer jeg til at tænke på alle de andre historier, der er om Nazareth
- om Moses-historierne
- om nedslagtning af børn i landsbyerne
fordi der udgik en befaling fra en kejser
Eller var det en konge
en kejser, en konge
det lige fedt
symbol på magtens lange hårde arm
diktaturets svøbe

Og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe
Pølser i svøb med bacon
men ikke juleaften
Jul det’ cool
med stegt and, brunede kartofler, rødkål
og ris a la mande

Jul det’ cool
Virk’lig cool, ja, virk’lig, virk’lig cool
med virk’lig, virk’lig mange mennesker
på gader og stræder
i busser og tog
i biler på vej
midt i snestormens kaos
på spejlglatte veje
og posten skal ud,
og mennesker skal ud,
og budskabet skal ud
om vi så skal råbe det fra tagene

Jul det’ cool
det er lys, lyslevende lys
lys i mørket
Englen sagde det, sagde det vigtige, sagde det yderst vigtige
om Kristus, om lyset, om livet
Kristus er Herren, og dette er tegnet:
I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe
Kristus er livet, lyslevende liv
og livet er menneskets lys
lyset i mørket
mørket som formørkelse af alt det,
der er sandt, rigtig, vigtigt.
Gravens mørke
sindets mørke
ensomhedens mørke
uforstanden og hadets mørke
Djævelen som mørkets fyrste
fornægtelse af Guds søn

Jul det’ cool
Hvem er du?
hvem er jeg?
uden lyset går det ikke
Kristus-lyset skinner i mørket,
skinner i døden til liv for de døde
skinner på dig, på mig, på os,
så vi genkender os selv og hinanden
forstår os selv og hinanden
i lyset af Kristus
her er din identitet, her er du
i Kristus, det lyslevende lys, det lysende liv

Kristus-lyset fortæller om,
hvem du er, hvem jeg er, hvem vi er!
Og heldigvis, ja, heldigvis, hvor er vi heldige,
heldigvis er vi heldige, bare heldige, mere end bare heldige

Som Leonard Cohen siger det:
there is a crack in everything, that’s how the light gets in –
der er en sprække i alting, det er på den måde lyset kommer ind.
Lyset i dig, lyset i mig, lyset i os,
Lyset i dig gør dig til lysbærer
Lysbærer, hører du, lysbærer, du er lysbærer, bærer af Guds nåde,
af Guds lys,
bærer af lyset fra Gud,
Og du skal lyse, jo du skal, du skal lyse,
lyse med fred og glæde blandt mennesker
lyse med fællesskab blandt dine kære
Lyset som driver mørket og hadet ud
som driver misundelsen og ondskaben ud

Julen det’ cool
Du er lysbærer, hører du, lysbærer,
l-y-s-b-æ-r-e-r, lysbærer
for der er en sprække i alting, det er på den måde lyset kommer ind

Julen har bragt velsignet bud
Jul det’ cool
Glædelig Jul!

Om lyset - en Alle Helgen Søndags prædiken 2010

Prædiken til Alle Helgens søndag 7. nov. 2010 Køge Kirke
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.
Radiotransmitteres.

Tekst: Matthæusevangeliet 5,13-16
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16

Salmer: 732 – Dyb hælder året; 123,7-9: Her kommer Jesus / 321 – O kristelighed; 439,1; 192,7-9; 217 – Min Jesus, lad mit hjerte få
-----

Kære kirkegænger og radiolytter.

I dag vælger jeg lyset som tema.
Helt konkret tænder vi syv lys under kirkebønnen i Køge Kirkes syvarmede lysestage.

Du, der er radiolytter, kan også være med ved at tænde lys, hvor du nu er. Måske har du ét lys, et fyrfadslys måske – eller måske syv lys i nærheden, som du kan tænde, når vi beder kirkebønnen. Jeg skal nok sige til, når vi beder kirkebønnen og tænder lys. Hvis du ikke har mulighed for konkret at tænde lys, så lad lyset i dig være tændt under bønnen.

Lyset, det levende lys, tændes på mange kirkegårde rundt om i landet på denne Alle Helgens Søndag. Det er en skik, som har bredt sig til os i folkekirken fra de katolske og ortodokse lande. Og skikken med at lægge blomster og sætte lys på steder, hvor der er sket en dødbringende trafikulykke eller skuddrama har mange også taget til sig.

Her i Køge holder vi lidt senere i dag andagter på vores 3 kirkegårde, hvor vores rådsformand og jeg mødes med pårørende en kort stund for at synge salmer og bede til Gud.

Har vore døde så været helgener, siden vi kalder dagen for Alle helgens dag. Nej, det har vore døde ikke været i den forstand, at de har været rene helgener. Selv om tidsånden kalder på rene mennesker, som skal forsage alle laster i håb om at udskyde døden, så lykkes det jo ikke. For intet menneske kan sige sig fri fra sin selvtiltrækkelighed eller fra at skulle dø. Men vi kan heller ikke sige os fri fra at tage hånd om hinanden, hvis vi skal tage Jesu ord om lyset alvorligt.

Han indskærper os til ikke at sætte vores lys under en skæppe, men at lade det lyse for andre. Det er det, der er menneskets egentlige bestemmelse – at være lys for andre.

Vi mindes og tænder lys for vore døde på kirkegården. Der tændes også lys for de døde i cyper space. Ja, det hedder det på dansk, cyper space, når der gøres noget på Internettet.
Her findes mindesider med såkaldte virtuelle gravsteder, hvor efterladte kan mindes deres døde, søge trøst og mødes med andre pårørende. Jeg synes, det er meget bevægende at læse efterladtes ord om og til deres kære, de har mistet.
Det kan for andre måske synes kunstigt og uvirkeligt at sidde foran en computerskærm og via en internetside tænde et kunstigt lys og kommunikere med andre uden at se dem. Men det er absolut ikke kunstigt eller forkert for dem, der bruger dette medie. Og mange brugere kommer i kontakt med andre sørgende, og de kan være lys for hinanden, måske også mødes helt konkret med hinanden.

Det er så vigtigt at opfinde og finde mange forskellige måder at være lys for hinanden på. Om det er at gå på internettet og skrive til hinanden; om det er at banke på den sørgende nabos dør eller sende en blomst til den, der har mistet en af sine kære.

Jesu ord til os: I er jordens salt, I er verdens lys, er ord, der rummer den realitet, at vi er til for hinanden, og vi er afhængige af hinanden.
Når Jesus om disciplene og også om os siger, at vi er jordens salt og verdens lys, så er der tale om, hvad vi er, og ikke om, hvad vi skal anstrenge os for at blive.

Saltets kraft kendes på dets evne til at forhindre råddenskab. Lysets magt kendes på, at det fortrænger mørket.
Saltets og lysets betydning er at være livsbevarende og ikke livsødelæggende. Og som sådan er vi sat her i verden af Gud. Gennem os som salt og lys vil andre mennesker måske møde den opstandne Herre og frelser. Men - vi kan også stå i vejen for det Gud vil med vores liv. Vi kan ødelægge tilværelsen for hinanden. Håne og nedbryde andre ved at sætte grænse for andres værdi som menneske.

Denne Alle Helgens dag er kirkens mindedag for de døde. Og i taknemmelighed mindes dem, som har været salt og lys for hver af os.
Måske vil der være mennesker, som vi ikke kan mindes noget godt om. Men hvad vi ikke har øje for, det har Gud øje for. For han kender os til bunds i hjertets allerdybeste indre. Og selv om vi ikke skulle kunne mindes noget godt, er det ikke ensbetydende med, at Gud heller ikke kan det.
Til syvende og sidst er vores dom over hinanden ikke afgørende for, om Gud vil have noget med os at gøre. For han vil os jo - med sin tilgivende kærlighed, og det er i det lys, vi må se os selv og vore kære, vi har mistet. Se dem med Guds øjne og hjerte.

Min prædiken skal nu afsluttes med en sang af den norske troubadour og præst, Bjørn Eidsvåg. Sangen er et menneskes omsorgsfulde tale til et andet menneske, når der synges: Jeg ser, du er træt, men kan ikke gå hele vejen for dig. Du må gå den selv, men jeg vil gå den med dig.
Men - i sidste vers synes talen pludselig ikke at være et menneskes tale. Det må være Kristus, der siger: Jeg kan ikke gå i døden for dig, du må møde den selv, - men - og så kommer håbets opstandelsesbudskab midt i dødens mørke fortvivlelse: men jeg gør død til liv for dig. Jeg har gjort død til liv for dig.
Nu vil jeg læse sangen i sin helhed og derefter vil vores kirkekor synge den på Bjørn Eidsvågs fine melodi.
1. Jeg ser, at du er træt, men jeg kan ikke gå hele vejen for dig. Du må gå den selv, men jeg vil gå den med dig, jeg vil gå den med dig.

2. Jeg ser, at du er trist, men jeg kan ikke græde tårerne for dig. Du må græde selv, men jeg vil græde med dig, jeg vil græde med dig.

3. Jeg ser, du vil gi’ op, men jeg kan ikke leve livet for dig. Du må leve det selv, men jeg vil leve med dig, jeg vil leve med dig.

4. Jeg ser, at du er ræd, men jeg kan ikke gå i døden for dig. Du må møde den selv, men jeg gør død til liv for dig. Jeg har gjort død til liv for dig.

Kirkebøn
Nu vil vi samle os om lyset i vores kirkebøn.
Vi vil tænde syv lys i Køge Kirkes syvarmede lysestage.
Lystænding som symbol på vores livsvandring fra undfangelse og fødsel til død og håbet om opstandelse og evigt liv. Du kan som radiolytter som sagt også være med ved at tænde lys i din stue.

Lad os bede:
Lys: Gud, vi ved, du går med os i dag. Du blev som os undfanget i din mor. Vi beder om, at ethvert lille foster må være en forventningens glæde for enhver mor, som bærer sit barn under sit hjerte. Vi tænder lys for alle børn, at de inden længe må se dagens lys.

Lys: Gud, du blev menneske som os. Derfor fejrer vi jul. Under himlens stjerner blev du født for at give os dit lys, dit hjerte. Vi takker dig for hvert eneste barn, der fødes. Lad alle børn mærke, at de er lysets børn og dine hjertebørn. Vi tænder lys for ethvert barn, der er blevet født.

Lys: Gud, du lod Jesus blive båret ind i templet for at modtage velsignelsen af gamle Simeon. Vi beder for alle de forældre, som bærer deres barn til dåb for at komme til at tilhøre vor Herre Jesus Kristus, som om sig selv siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Vi tænder lys som tak for vores dåb.

Lys: Gud, din kærlighed og nåde er overvældende, at du ved Jesus Kristus gik i døden for os og i din magtesløshed trådte døden under fode, så døden ikke får det sidste ord med os. Lyset fra påskemorgen med Kristi opstandelse af døde oplyser ethvert menneske, al naturen og hele kosmos. Lyset er vort håb midt i en verden, hvor alt ser håbløst ud. Vi tænder håbets og opstandelsens lys.

Lys: Gud, du følger os nat og dag, gennem sorg og glæde; vi er ikke alene, for du er med os med din kærlighed og godhed alle dage indtil verdens ende. Vi takker dig for, at dit ord forkyndes i vores land, og fortsæt du med at blæse din livsånde i os, så vi mærker, vi lever og ikke kan lade være med at fortælle om dig til andre mennesker. Vi tænder lys for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. For vor kirke og al lovlig øvrighed, for vor dronning og hele det kongelige hus.

Lys: Gud, vi takker dig for livet, du giver os. Tænd forundringens lys i os over naturen og hele dit skaberværk og giv os visdom til at passe på det alt sammen. Tak for mad og drikke, for tøj og husly. Tak for høstens tid; for de mennesker, som holder af os, og som vi ikke kan leve uden. Vi tænder lys for alle gode gaver, som kommer fra dig til livets opretholdelse.

Lys: Gud, vi ved, du er med os i dag, når vi takker dig for vore kære vi har mistet. Græd med os, sørg over vores døde med os. Vær med dem, der må gå den tunge gang til kirkegården, og med dem, hvis savn er ubærligt. Vi tænder lys og beder for vore døde og dem, der savner, at dit evige lys må lyse for os alle. Kom til os med din tro, dit håb, din kærlighed, som intet og ingen kan skille os fra. Og når alt er ude med os, før os da ind til din evige glæde og fred. Amen.

Bibelslam ved Køge Festuge-gudstjeneste 2010

Bibelslam ved Køge Festuge-gudstjeneste 29. august 2010
over Matthæusevangeliet 20,20-28
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.

Åh Gud,
Gud være lovet!
Jesus er tjener
tjener for dig
sendt af Gud, som Guds søn,
død på korset for dig
for dine synders skyld,
Jesus som tjener for dig
ikke en tjener i hvidt
men en tjener i rødt,
rødt som blodet,
blodet fra hans sår
blodet fra sårene,
blodet
da han hængte på korset,
naglemærkerne,
pint og plaget,
død for dig,
ja, død for dig, for dine synders skyld,
pint og plaget og død,
som tjener i rødt,
som blodet,
død for at give dig plads i himlen,
har reserveret en plads for dig,
i himlen, en plads,
himmelsk pladsreservation.

Så kom en god mor til Jesus,
Hun var en god mor, jo, en god mor,
ville det bedste for sine sønner,
helt sikkert
det bedste for Jacob og Johannes.

En god mor, Zebedæus’ hustru,
En god mor,
alle mødre er da gode,
vil det bedste for deres børn,
Frem skal de,
frem i forreste række,
frem skal de,
have den bedste uddannelse,
frem skal de,
have de bedste livsvilkår,
frem skal de,
ikke være tabere,
frem skal de.

Den gode mor vil forudbestille en plads i himlen,
for sine sønner, de bedste.
Den gode mor kom til Jesus,
han måtte gøre noget for hendes sønner,
en plads i himlen sammen med Jesus,
ved siden af Jesus,
på forreste række,
foran alle andre,
det har mine sønner fortjent, mente hun
ja, fortjent,
det gode liv,
her og nu og i himlen,
du må gøre noget, Jesus.
Mine sønner er dine nærmeste disciple, Jesus,
så de har fortjent den bedste plads i himlen,
den bedste plads,
i himlen, hos dig, Jesus,
i forreste række,
det har de fortjent,
foran de andre disciple,
fortjent det,
de er jo de bedste, jo de er, de bedste,
mine sønner, de bedste.
men nej, sagde Jesus, dine sønner har ikke fortjent noget som helst.
Det drejer sig ikke om den, der er den bedste,
du kan ikke sikre dig en plads
på bekostning af andre,
Ingen plads uden mig, sagde Jesus.

Åh Gud være lovet
Gud bestemmer,
gratis for dig, gratis for alle,
pladsen, gratis, af nåde.
den himmelske pladsanvisning,
for Jesus’ blods skyld, pint og plaget og død for dig.
Der er reserveret en plads for dig.
en plads er givet dig på forhånd,
på forhånd, hvis du tror,
tror uden forbehold,
tror du uden forbehold?
tror du?
givet på forhånd,
en plads givet dig,
givet din nabo,
din fjende, din ven,
gratis ved Jesus’ blod,
pint og plaget og død for dig,
din nabo, din fjende, din ven.
Tro på det, tro, som den, der tror uden forbehold,
for Jesus’ skyld, tro på det,
tro dig en plads
Jesus har fortjent en plads for dig i himlen,
helt ufortjent,
som tjener i rødt, blodet, døden på korset,
død for dig, ufortjent, tro på det, tro uden forbehold,
tro på det, tro på det, tro på det!
For Guds skyld – tro på det!