Konfirmationstale 30. april 2010

Konfirmationstale 30. april 2010 kl.10 & kl.12 i Køge Kirke
af sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel

Salmer kl.10
749 - I østen stiger solen op
121 - Dejlig er jorden
260 - Du satte dig selv i de nederstes sted
370 - Menneske, din egen magt
0 - Tak, Gud, for denne lyse morgen

Salmer kl.12
749 - I østen stiger solen op
260 - Du satte dig selv i de nederstes sted
192 - Hil dig, frelser og forsoner
754 - Se, nu stiger solen af havets skød
0 - Tak, Gud, for denne lyse morgen

Kære konfirmander,
Der er nogen, som sætter pris på jer og bekymrer sig om jer.
På jeres konfirmationsdag i dag vil I opleve, at jeres forældre og familie har ønsket at sætte jer i centrum og fortælle, at I er elsket, og at der er nogen, som sætter pris på jer.

Jeg kan ikke se, der er sat pris på jer. I har ikke noget prisskilt i nakken, der fortæller, hvor meget I er værd i penge. For det er jo ikke det, det drejer sig om.
At sætte pris på hinanden handler om det dybe i tilværelsen, om respekt og åbenhed og tillid til hinanden.
Det handler om at kunne regne med hinanden, at et ord er et ord!
Og det handler om at sige: Tak Gud for min familie og venner, og at jeg har det godt på denne planet!

Det er så ikke altid, det er sådan.
Det er jo ikke alle mennesker, vi sætter lige stor pris på.
Nogle mennesker betyder mere for os end andre. Og nogle mennesker bryder vi os egentlig ikke om.
Men det værste er, hvis vi ikke kan sætte pris på os selv.
Jeg har lige læst resultatet af en undersøgelse om, hvordan unge mennesker har det. Og mange unge mennesker har det med sig selv, at de ikke oplever, de er noget værd.
Mange unge lider af mindreværd, at de ikke slår til, at de ikke lever op til rollen som supermodel eller superman.
Mange unge lider af skyldfølelse, fordi der er brok i familien, og de voksne ikke kan finde ud af det med hinanden.
Og det hjælper ikke, at de voksne siger, at nu skal du lære at sætte pris på andre mennesker og på livet, hvis de voksne ikke selv gør det.

En god far havde to sønner. Den yngste søn ville rejse hjemmefra og bad om at få forskud på den arv, han skulle have, når faderen døde. Sønnen var begyndt at sætte mere pris på penge end på sin far. Faderen bebrejdede ham ikke noget og gav ham arveforskuddet.
Sønnen rejste bort og satte stor pris på sin frihed til at gøre, hvad der passede ham. Han levede i sus og dus, og mange ville gerne være ven med ham og satte stor pris på ham, når han delte ud af sine penge. Han købte sex hos de prostituerede og solede sig i at være en superman.
Men en skønne dag gik det galt. Langt fra sit barndomshjem oplevede han hungersnød, og pengene skrumpede ind. Det gjorde de såkaldte venner også, og menneskene blev grå, og livet blev glædesløst fuld af angste og forvirrede mennesker, der ikke længere bekymrede sig om hinanden. Og forhutlet, sulten og modløs gik faderens yngste søn i sig selv og fortrød sit spildte liv. Han ville tage hjem. Hans far ville sikkert ikke have noget med ham at gøre, men han ønskede så bare at kunne leve som en af karlene på gården.
Jo nærmere han kom sit barndomshjem, jo dårligere fik han det, men han vidste, at der ikke var nogen vej udenom.
Faderen havde ikke glemt sin søn. Hver dag gik han ud på vejen i håb om at se sin søn komme hjem. Og en skønne dag så han ude i horisonten en menneskeskikkelse komme slæbende på sine fødder, fuld af skyld og anger. Og faderen løb ham i møde og omfavnede ham og af glæde over at have sin søn tilbage, hørte han ham ikke undskylde og bede om nåde. Min søn var død for mig, men nu er han blevet levende, råbte faderen, og så skulle der festes.
Broderen, den ældste søn, var ude på marken for at passe sit økologiske landbrug. En medarbejder blev sendt ud for at hente ham ind til fest, fordi hans bror var kommet hjem. Men han nægtede at deltage i en fest for sin mislykkede bror. Sådan opfattede han ham og havde mistet al respekt for ham.
Så gik faderen ud og bad ham komme ind og glæde sig over, at hans bror, som var død, men var kommet levende tilbage, og det skulle fejres. Men den ældste søn gav ondt af sig. Faderen havde aldrig givet ham lov til at feste med sine venner, og så kender vi nok alle denne onde misundelse, som gnavede ind i den ældste søns hjerte til trods for, at han havde sit på det tørre.

Om han gik med ind eller blev ude på marken, fortæller Jesus ikke noget om. Historien er en Jesus-historie, som handler om os menneskers skalten og valten med vores liv, om misundelse og hvor hårdnakkede, vi kan blive, når det stikker os. Men det dybe i historien handler om den gode far, som er et billede på Gud.
Om Gud, som ikke slår hånden af os, selv om vi ikke har styr på tilværelsen, fordi hans kærlighed til os tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op.
Af kærlighed vil Gud dig og mig, og det skal fortælles igen og igen, at Gud har sat en pris på os og står inde for os, siger god for os, til trods for at vi ikke kan leve op til den fuldkomne godhed og kærlighed, som han kræver af os. Prisen han har sat er Jesu død for vores synders skyld. Kærligheden er den dom, Gud dømmer os med. Han dømmer os ikke i helvedet, men til livet med ham og hinanden. Og det kan jo være svært nok endnu.

Og det synlige tegn på, hvad vi er værd, er korsets tegn, som vi har modtaget ved døbefonten, hvor der blev sagt: Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Kære konfirmander, jeg ønsker for jer, at I må kunne sætte pris på denne dag, på konfirmationen, på jeres familie og venner og jer selv.

Og jeg vil slutte med min yndlings-Radise, som også også handler om selvværd. Søren Bruun og Thomas står og taler sammen. Pludselig siger den lille Thomas: ”Søren, verden er blevet bedre, end den var for syv år siden!” Sortseeren Søren farer op: ”Hvordan kan du sige det. Læser du ikke aviser, ser du ikke tv – al det forfærdelige, der sker? Hvordan kan du sige, at verden er blevet bedre?” ”Jo,” siger Thomas, ”for nu er jeg her!”

Kirkebøn:
Gode Gud og Far i Himlen, vi takker dig, fordi du ikke slår hånden af os, uanset hvordan livet former sig for os – det er dit store løfte til os, at ”du vil være med os alle dage indtil verdens ende. Vi beder dig for din kirke både her med os, ud over vort land og over hele jorden, - velsign os og lad evangeliet om dig blive forkyndt til velsignelse for alle.
Vi beder dig for dem, der er ramt af hungersnød, krig og naturkatastrofer - vi beder dig for de undertrykte og forfulgte.Vi beder dig for de syge og ensomme, for dem, der har mistet én, de holdt af og for dem, der har døden tæt inde på livet. Vi beder dig for dem, der føler tvivlen stærkere end troen - ræk dem og os alle din hånd med helse og fred og glæde.
Vi beder for vort land og vort folk - for dem, der er betroet magt og ansvar i folketing og kommune og for vor dronning og hendes familie.
Velsign os alle, at vi må leve vort liv her i troen på dig og til sidst få del i din evige glæde. – Og vi beder for konfirmanderne ved at tænde et lys for dem!