Da Dinas mor omvendte Jesus

Prædiken til 2. søndag i fasten – 20. marts 2011

Tekst: Matthæusevangeliet 15,1-11:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Salmer: 371 - Du fylder mig med glæde; Vær mig nær, o Gud; D betyder døbefont; 674 – Sov sødt, barnlille; 192,7; Tak, Gud for denne lyse morgen

------
Jeg vil fortælle om dengang Dinas mor gik helt amok, så Dina blev rask.

Dina havde engang hørt sin mor råbe og skrige og græde, så tårerne stod ud af øjnene på hende. Det var dengang for længe siden, da Dina var en meget lille pige og tit vågnede op om natten og havde mareridt og feber og var gennemblødt af sved. Det skete tit, og nogen mente, at hun havde en ond ånd inden i sig.

Nu var Dina 14 år gammel og tænkte tit tilbage på dengang, hendes mor havde råbt og skreget og grædt og opført sig temmelig mærkeligt, ja, pinligt.

Kan du huske det, mor, spurgte Dina en dag, kan du huske dengang du gik amok og kæmpede for mig, ja, kæmpede for at jeg skulle blive rask og ikke have mareridt mere.
Jo, sagde Dinas mor. Jeg husker det som var det i går. Jeg gik helt amok, for jeg var så bange for, at du skulle dø, var så bange for, at jeg skulle miste dig.
Jeg havde hørt om manden Jesus, som kunne gøre folk raske. Og pludselig så jeg ham komme ind i vores landsby og måtte jo gribe chancen og råbte og skreg og græd helt vildt, at du var syg og han skulle hjælpe mig.
I første omgang blev jeg dybt skuffet, for han lod som ingenting, og hans venner sagde, jeg skulle tie stille. Men så sagde han, at han ikke kom for at hjælpe sådan en som mig, for jeg troede på en anden Gud end han gjorde.
Så gik jeg da helt amok og blev vred og skreg og kastede mig ned foran ham som en anden hund. For han måtte ikke gå fra mig. Om jeg så skulle kravle på alle fire og bede om forladelse for, at jeg troede på en anden Gud, så ville jeg gøre det, bare han ville hjælpe mig med at gøre dig rask.

Mens Dinas mor fortalte om, hvor forfærdelig havde hun haft det, da hun mødte Jesus, og hvordan han hånede hende, sad Dina helt stille og tårerne løb ned af kinderne på hende. - Tænk at hendes mor have kæmpet så meget for hendes liv, havde ydmyget sig, kastet sig ned som en anden hund for Jesus’ fødder, for at han ikke skulle gå videre og lade hende i stikken.

Dinas mor fortsatte med at fortælle: Jeg ved ikke, hvad der fik Jesus til at blive stående og vende sig om mod mig og se mig ind i øjnene. Han tog fat i min højre arm og løftede mig op, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. Og så sagde han: Din tro er stor, du får det, du beder om!

– Og jeg stod bare dér og så på ham og jeg mærkede, at min vrede og angst forsvandt, som en sten, der falder fra hjertet, og hans ord løftede mig op i den syvende himmel. Og jeg stod bare og så og så og så ham gå videre med sine venner, som ikke vidste hvilket ben de skulle stå og gå på.

Dina klappede i hænderne: Du er herlig, mor. Jeg elsker dig! – Tænk at du kunne omvende Jesus ved at råbe og skrige og gå helt amok for min skyld.
Ja, svarede Dinas mor. Det var vel det, der skete. Jeg fik Jesus til at vende sig om mod mig, fordi min kærlighed til dig var så stor, at jeg ville gøre alt for dig. Og jeg tror faktisk, at Jesus ville sige: Din kærlighed er din tro.

---
Kære alle sammen! Om lidt skal vi have barnedåb. Lille Liva skal bæres til dåb af jer, som elsker hende og vil alt godt for hende. Når Liva er blevet døbt, har hun fået en dåbsgave af Gud. Gaven er Guds kærlighed til hende helt konkret og ved navns nævnelse. Gud siger faktisk: Det er dig, jeg elsker, kære Liva, og jeg er med dig altid. Min kærlighed er din tro.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge