KøgePrædikener

Konfirmationstale 20. maj 2011

2011-05-24T04:20:00.000-07:00

Konfirmationstale – a la bibelslamming – fredag 20. maj 2011 i Køge Kirke
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel
Foto af stolestade i Strøby Kirke.

I skal ikke høre en almindelig prædiken af mig i dag, men en såkaldt bibelslamming.
For en måneds tid siden bad jeg jer konfirmander fra Søndre Skole lytte godt efter evangeliet om kvinden, der skulle stenes. Jeg læste teksten op et par gange, og derefter skulle I skrive de tanker og associationer ned, som I fik ved at lytte til historien. Jeg har brugt en god del af det, I fik skrevet ned, som jeg har blandet med mine egne associationer. Hør engang, hold ørerne stive, ikke af kulde, men af varm opmærksomhed!

Tekst: Johannesevangeliet 8,1-11: ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”
Tekstudgave: Den Nye Aftale.
Jesus tog ud til Oliebjerget, og om morgenen kom han tilbage til templet. Folk kom til ham, og han satte sig ned og begyndte at undervise dem. De skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde der var blevet grebet i utroskab, og de stillede hende ind midt i forsamlingen. ”Rabbi,” sagde de. ”Kvinden her er taget på fersk gerning sammen med en anden mand, og i Loven står der at den slags kvinder skal stenes. Hvad siger du til det?” De stil-lede spørgsmålet for at få Jesus til at sige noget de kunne anklage ham for, men han bøjede sig bare forover og gav sig til at skrive med en finger i sandet. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”
Og så bøjede han sig igen frem og skrev i sandet. Da de hørte det, forsvandt de én efter én, de ældste først, og til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden.
”Hvor blev de andre af?” spurgte Jesus og rettede sig op. ”Var der ingen der dømte dig?” ”Nej, Herre,” svarede kvinden. ”Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. ”Du kan gå, men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert.”
-----

Åh åh åh uhåh!
kast ikke med sten når du selv bor i glashus

Se dine egne fejl før du ser efter andres.
og hvis du ikke kan se,
sku du ta’ og få en synsprøve hos Louis Nielsen
eller købe dine briller i Synoptik!

Fej for egen dør, før du fejer for andres.
Eller er du fej nok til at opfatte dig selv som hyper clean og kan dømme andre?

Sten på sten på sten
Hjerter så hårde som sten
Ubarmhjertige hjerter som sten der dræber.

Men den gyldne regel lyder:
Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.
Man skal behandle andre som man selv vil behandles.

Se de andres gode sider, før du dømmer.

Ingen er jo perfekte eller uden synd.
Det skulle da lige være Jesus og Josefine!

Ingen mennesker er perfekte, og alle mennesker begår fejl, som de senere vil fortryde.

Sten på sten på sten
Hører I, sten på sten som hårde hjerter
Hvad siger du, Jesus? ja, du, Jesus?
Du må da ha en mening om samfundets love og denne kvinde, som bør stenes?
I moseloven står jo, at når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde.

Åh, åh! Det er ikke engang den islamiske hellige bog, Koranen, jeg citerer, men Bibelen, Jesus, Bibelen!
De kristnes hellige bog.
Skal jeg stave det for dig: B-I-B-E-L-E-N! Bibelen!

Vor Herre bevare os! Bibelen!
– Og det gør han!
Vorherre, - bevarer os.
Ja, han bevarer os, helt igennem, bevarer os!
Med hud og hår bevarer han os!
I liv og død bevarer han os!

For Jesus ændrede den stenende og dræbende samfundsorden, hvor mennesket er til for lovens skyld og ikke loven for menneskets skyld.

Ingen er perfekte eller uden synd.

Men ”Den af jer der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.”

De hørte det minsandten,
flokken af fordømmende mænd,
dobbeltmoralske var de, ja, de var, dobbeltmoralske,
De hørte det!
og så forsvandt de én efter én, de luskede bort!
de ældste først, de ældste ……!

Er det sandt, at jo ældre man bliver, jo nemmere kan man indse sine fejl?
Vi gentager lige spørgsmålet:
Er det sandt, at jo ældre man bliver, jo nemmere kan man indse sine fejl?

Du skrev i sandet, Jesus, men ingen aner, hvad du skrev,
for vinden har blæst det bort.

Var det dommen over mennesket, du skrev, Jesus.
Dommen: kendt skyldig? var det det du skrev, Jesus! Skyldig!
Hellere såres af sandheden end glædes af løgnen.
Og i stedet sagde du, Jesus, på korset:
Du sagde: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør?

Som advokat for os alle
- som stedfortræder
gør DU os clean uden fordømmelse.
”Jeg dømmer dig heller ikke” sagde du til kvinden!

For Guds højesteret er der tilgivelse.
Hold da op!
Tilgivelse
for Guds højesteret!
Hold da op, er det ikke for nemt!

Ingen er jo perfekte eller uden synd.
DET SKULLE DA LIGE VÆRE JESUS!

Langfredags musikgudstjeneste i Køge Kirke 22. april 2011

2011-04-22T09:17:00.000-07:00

Først kan du se gudstjenestens forløb.
Derefter præstens "prædiken" - a la bibelslam.
De angivne salmer står i Den Danske Salmebog (2003)

Musikgudstjeneste med Jesu 7 ord på korset langfredag 22. april 2011 kl.14.00 Køge Kirke
Medvirkende: Kirkens kor, Sct. Nicolai Cantori, organisterne Anne Kirstine Mathiesen og Christina Schmidt Damm, sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.

Præludium: ”Det hellige kors vor Herre han bar” af Anton Heiller (1923-1979)

Salme: 57 – Herre, fordi du

Hilsen: Guds nåde og fred være med jer!

Bøn
Barmhjertige, evige Gud! Du, som ikke sparede din egen Søn, men gav ham hen for os alle, at han skulle bære vore synder på korset, lad aldrig vore hjerter forfærdes og blive modløse. Fader, Søn og Helligånd, vi bøjer os i bekendelse og lovsang for dig, som råder over os fra evighed til evighed. Amen.

Læsning af Esajas Bog kap. 52,13-53,6
Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham
– så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser de.
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Kor: Fauré, Sanctus
Sanctus, Sanctus, Sanctus, Dominus Deus Sabaoth,
pleni sunt caeli et terra gloria tua.
Osanna in excelsis!
[Hellig, hellig, hellig er Herren, Hærskarernes Gud
Himmel og jord er opfyldt af din herlighed.
Hosianna i det høje.]

Jesu syv ord på korset

Læsning 1. ord: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør".
De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: "Og han blev regnet blandt lovbrydere." Det var den tredje time, da de korsfætee ham. Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."
Pilatus havde lavet indskrift med anklagen imod ham og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: 'Jødernes konge', men: 'Han sagde: jeg er jødernes konge'." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
"De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning."
Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Det gjorde soldaterne altså. Og folket stod og så på.

Salme: 191 – Gak under Jesu kors at stå
( Salmen synges som vekselsang mellem kor (K) og menighed(M).)

191 v. 1-2 synges af koret
v. 3 synges af menigheden

Læsning 2. ord: "Kvinde, dér er din søn. Dér er din mor”.
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

191 v. 4-5 synges af koret
v. 6 synges af menigheden

Læsning 3. ord: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis".
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Men den anden satte ham i rette og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Og han sagde: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis."

191 v. 7 synges af koret,
v. 8 synges af menigheden

Læsning 4. ord: "Min Gud, min Gud, hvor¬for har du forladt mig?"
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni? - det betyder: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Hør, han kalder på Elias."

191 v. 9 synges af koret,
v. 10 synges af menigheden

Læsning 5. ord: "Jeg tørster".Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster". Der stod et kar fyldt med eddike. Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en isopstængel og stak den op til hans mund og gav ham noget at drikke, idet han sagde til de andre: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned."

191 v.11 synges af koret
v. 12 synges af menigheden

Læsning 6. ord: "Det er fuldbragt."Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt."

191 v. 13 synges af koret
v. 14 synges af menigheden

Læsning 7. ord: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”Og Jesus råbte atter med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden.

191 v. 15 synges af koret
v. 16 synges af menigheden

Kor: Ravnene skriger
1. Ravnene skriger fra Golgatas kors
mod månens blodrøde horn:
At Kristus den døde skal aldrig igen
få lov til at antænde jor’n.
2. Ventetids tavshed – en dirrende streng,
mens tomheden stiger som vand.
For verden har bare foragtende ord
til dem på den yderste strand.
3. Det er apostlenes vilkår at se
at verden er grusom og stor
og svag er den Gud, der bliver naglet til træ
og svag er hans gerning og ord.
6. Solskiven gløder i morgenens dis
og gyldent bliver markernes korn,
mens skyggen fra Golgatas blodige kors
med kærlighed omfavner jor’n.

"Prædiken" - Bibelslam: Du siger noget, Jesus!

Kor: Fauré, Agnus Dei
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona eis requiem.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi,
dona eis requiem sempiternam.
Lux æterna luceat eis Domine
cum sanctis tuis in æternum qui a pius es.
[Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile.
Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile.
Guds Lam, du som borttager verdens synder
giv dem hvile i for evigt.
Må det evige lys skinne på dem, o Herre,
sammen med dine helgener i evighed, fordi du er nådig.]

Bøn
Gud, I verden er der mørke, og i os er der mørke,
om ikke dit lys trænger herind.
Hvem er du, Gud, siden du kan elske os så meget,
at du gav din søn for at føre os tilbage til dig?
Hvem er vi, Gud, siden du kan elske os så meget, at du lod det ske?
Vores kærlighed rækker knap nok til vore egne,
og derfor dømte vi din søn for at slippe for at hør epå ham, og for at slippe for at skulle se os selv med hans øjne.
Og vi gør det igen og igen, vi korsfæster kærligheden.
Men du, Herre, slipper os ikke.
Din kærlighed favner os alle, onde som gode,
og du frikender os ved Jesus Kristus, for at vi skal leve og tro
og selv bære kærligheden videre. Amen.

Salme: 192 – Hil dig, frelser og forsoner

Fadervor

Velsignelsen

Exitus: Fauré, Pie Jesu
Pie Jesu Domine, dona eis requiem.
requiem sempiternam
[Nådige Herre Jesus, giv dem hvile
for evigt.]
______________________________________

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagels
"prædiken" - Bibelslam: Du siger noget, Jesus!

Hej Jesus, dér på korset!
hvordan kan du for dig selv til at bede til Gud og sige:
Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør?

Det lyder helt forkert!
Selvfølgelig ved de da, hvad de gør.

De korsfæster dig, fordi du har sagt, du er Guds søn,
og det må du ikke, for det er du ikke, siger de!
De ved da helt sikkert, hvad de gør.
Du burde sige: Far, døm dem, for de er ved at slå mig,
din søn, ihjel.

Klart nok!
Hvis de ved, hvad de gør, bør de jo straffes,
der må være en vis retfærdighed til.
Du ved, øje for øje.
Men du påstår altså, at de ikke ved, hvad de gør.
Du ligefrem undskylder dem,
fritager dem fra skyld!

Som om de er børn, der ikke kender konsekvenserne af deres handlinger.
Er det sådan du ser på menneskeheden i det hele taget:
Er vi børn, der ikke kender konsekvenserne af vores handlinger?

Tager du ikke fejl, Jesus?
Vi lever altså i det 21. årh.

Det 21. årh.
- skal jeg stave det for dig?

Vi kan skam selv.
Helt os selv, enhver er jo sig selv nærmest.
Og det med at blive tilgivet noget, vi har gjort forkert,
klarer vi så mænd også selv.
Vi skal blot lære at tilgive os selv.

Man laver jo fejl af og til, intet mennesker er perfekt, som man siger.
Det værste er at falde tilbage i de gamle vaner, du ved,
med at spise usundt eller sidde foran fjernsynet
i stedet for at cykle en tur i det gode vejr
eller tage hen i fitness.
Meeen det er da overkommeligt sådan at tilgive sig selv trods alt.

Værre er det selvfølgelig, hvis det går ud over andre mennesker,
min gamle mor på plejehjemmet fx,
som jeg ikke har set i 3 måneder,
og som har spurgt efter mig, siger plejerne,
selv om jeg ikke tror, hun fatter, hvem der er hvem,
meget dement som hun er.

Men hvis jeg ikke lige når derhen,
fordi jeg har lyst til noget andet
så tilgiver jeg også mig selv for det!
Min stakkels gamle mor kender jo alligevel hverken tid eller sted,
så om jeg kommer i morgen eller næste lørdag, betyder sikkert ikke noget!

Kender du det, Jesus, at stå i det dilemma
at skulle vælge mellem det man selv har lyst til
eller det man burde gøre.

Man skulle jo nødig gå rundt og have dårlig samvittighed,
det ødelægger min indre harmoni,
så vupti, tilgiver jeg mig selv og får det meget, meget bedre
med mig selv!

Der er jo ingen som takker mig,
hvis jeg ikke passer på mig selv, og du ved sikkert, Jesus,
en sund sjæl i et sundt legeme.
ellers er det min egen skyld!

------

Skyld!!!

Hvad er det, jeg står og siger?
Skyld!
min egen skyld!
Kan jeg bære min egen skyld, nu jeg tænker over det?

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!
Jeg kan da mit Fadervor i det mindste.

Men min skyld! -
Du siger noget, der er værd at tænke over, Jesus.

Skulle jeg gøre det, jeg burde gøre og besøge min gamle mor!
Det er jo ikke hendes skyld, hun er dement!

Du siger noget, Jesus!
Tilgiv dem!

mig!

Nu du er i gang, Jesus, så tag den!
tag den på dig!
min skyld!

Jeg be’r dig!

Kirken burde have en glad smiley

2011-04-16T19:39:00.000-07:00

Prædiken til søndag 3. april 2011 – midfaste søndag
Tekst: Joh 6,1-15
Salmer: 42 – I underværkers land jeg bor; 41 – Lille Guds barn, hvad skader dig; 0-Sov du lille, sov nu godt / 192 – Hil dig, frelser og forsoner; 439,1 – 470 – Lad os brøde brødet; 613 – Herre, du vandrer forsoningens vej
-----

Kirken burde have en smiley!
Altså en glad smiley – det er min påstand!
Ude på hoveddøren skal den sidde – så alle kan se, at dette hus rummer noget godt, og at dette hus har et godt budskab fra Gud til alle mennesker – et budskab, det er værd at høre, og som man kan blive glad ved og få fred i sjælen af.
Kirken burde have en glad smiley.
Desværre kan vi kun være 700 mennesker herinde og ikke 5.000, som samlede sig om Jesus dengang. Men hvis galt skulle være, kan vi samles næste gang på Køge Torv.

Smileyer er der flere af. Der er de gule glade og de gule sure, og der er de grønne for godt arbejdsmiljø og indeklima og røde for dårligt, og så er der elitesmileyen, som gives, når et sted har haft 4 glade smileyer i træk.
Så vi burde nok nemt kunne få en elitesmiley på hoveddøren.

Hvorfor nu det?
Jo, det er fordi Gud gør rent bord med sin tilgivelse og byder på både brød og vin af bedste gudelige kvalitet.
Der er nok til alle, det er gratis, og så er det indbegrebet af kærlighed! Det er simpelthen et kærlighedsmåltid fra Gud.

Vi hører i evangeliet om en god mor, der ikke er der. Vi hører, at hun har gjort noget godt for sin søn, som er der.
Drengen med madpakken, med fem bygbrød og to fisk.
Det skal børn da have med, en madpakke, hvis de ikke kommer hjem til spisetid.
Når man ikke har mor ved hånden, så er det godt at have hendes madpakke ved hånden, og måske har hun lagt noget sødt i den ved siden af leverpostejen og ostemaden. Sådan er en god mor, hun drager omsorg for en og overrasker med sin kærlighed.

En lille dreng med fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange?
Pludselig bliver drengen involveret i et drama, fordi han står med sin madpakke. Der er ingen, der spørger, om han vil bytte. Ingen, der spørger ham om noget som helst. Men der er nogen, som tager brødet ud af hånden på ham, for der er 5000 mennesker, der skal bespises.
Historien får fart på. Pludselig vandrer de fem bygbrød og de to fisk rundt mellem den store mængde mennesker, og hvad der bliver tilovers, samles i tolv kurve.
En dreng uden navn og en mor, der ikke er der. De to er egentlig hovedpersonerne i det spil med to parallele handlinger.
Der er drengen med madpakken, som mætter 5000, og så er der Jesus, som ikke vil være konge på folkets betingelser. Han vil slet ikke være jordisk hersker, diktator eller det, der er værre.
Men drengen med madpakken kunne være et billede på Jesus, som giver os sin madpakke, som består af ham selv.

Inden vi holder altergang, skal vi høre Jesus ord om madpakken, når han siger om brødet: Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Om vinen siger han: Det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Brødet og vinen er vores himmelske rejsekost, den madpakke, som gives os helt gratis af kærlighed fra Gud vor skaber, der er som en mor, der sørger for sit barn. En mors madpakke, rejsekosten, Livsbrødet fra ham, som om sig selv siger: JEG ER livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
Vi er på vej mod påske. På vej mod den sandhed, som vi smager i nadveren, at den enes død skal være de andres brød. At Jesu død er Livsbrødet for os. Livsbrødet, som er livsalig, livsbekræftende, livsforsikring, som giver livskraft, livsmod, livsglæde, livsånd, livsvarigt på vores livsvej.
Det kan da ikke vurderes højt nok!
En glad smiley!
Det er i hvert fald en glad smiley, vi får af Gud, hver gang vi samles til gudstjeneste.
Gud gør rent bord med sin tilgivelse og byder på både brød og vin af bedste gudelige kvalitet.
Der er nok til alle, det er gratis, og så er det indbegrebet af kærlighed! Det er simpelthen et kærlighedsmåltid fra Gud. Velbekomme!

Da Dinas mor omvendte Jesus

2011-04-14T17:28:00.000-07:00

Prædiken til 2. søndag i fasten – 20. marts 2011

Tekst: Matthæusevangeliet 15,1-11:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Salmer: 371 - Du fylder mig med glæde; Vær mig nær, o Gud; D betyder døbefont; 674 – Sov sødt, barnlille; 192,7; Tak, Gud for denne lyse morgen

------
Jeg vil fortælle om dengang Dinas mor gik helt amok, så Dina blev rask.

Dina havde engang hørt sin mor råbe og skrige og græde, så tårerne stod ud af øjnene på hende. Det var dengang for længe siden, da Dina var en meget lille pige og tit vågnede op om natten og havde mareridt og feber og var gennemblødt af sved. Det skete tit, og nogen mente, at hun havde en ond ånd inden i sig.

Nu var Dina 14 år gammel og tænkte tit tilbage på dengang, hendes mor havde råbt og skreget og grædt og opført sig temmelig mærkeligt, ja, pinligt.

Kan du huske det, mor, spurgte Dina en dag, kan du huske dengang du gik amok og kæmpede for mig, ja, kæmpede for at jeg skulle blive rask og ikke have mareridt mere.
Jo, sagde Dinas mor. Jeg husker det som var det i går. Jeg gik helt amok, for jeg var så bange for, at du skulle dø, var så bange for, at jeg skulle miste dig.
Jeg havde hørt om manden Jesus, som kunne gøre folk raske. Og pludselig så jeg ham komme ind i vores landsby og måtte jo gribe chancen og råbte og skreg og græd helt vildt, at du var syg og han skulle hjælpe mig.
I første omgang blev jeg dybt skuffet, for han lod som ingenting, og hans venner sagde, jeg skulle tie stille. Men så sagde han, at han ikke kom for at hjælpe sådan en som mig, for jeg troede på en anden Gud end han gjorde.
Så gik jeg da helt amok og blev vred og skreg og kastede mig ned foran ham som en anden hund. For han måtte ikke gå fra mig. Om jeg så skulle kravle på alle fire og bede om forladelse for, at jeg troede på en anden Gud, så ville jeg gøre det, bare han ville hjælpe mig med at gøre dig rask.

Mens Dinas mor fortalte om, hvor forfærdelig havde hun haft det, da hun mødte Jesus, og hvordan han hånede hende, sad Dina helt stille og tårerne løb ned af kinderne på hende. - Tænk at hendes mor have kæmpet så meget for hendes liv, havde ydmyget sig, kastet sig ned som en anden hund for Jesus’ fødder, for at han ikke skulle gå videre og lade hende i stikken.

Dinas mor fortsatte med at fortælle: Jeg ved ikke, hvad der fik Jesus til at blive stående og vende sig om mod mig og se mig ind i øjnene. Han tog fat i min højre arm og løftede mig op, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. Og så sagde han: Din tro er stor, du får det, du beder om!

– Og jeg stod bare dér og så på ham og jeg mærkede, at min vrede og angst forsvandt, som en sten, der falder fra hjertet, og hans ord løftede mig op i den syvende himmel. Og jeg stod bare og så og så og så ham gå videre med sine venner, som ikke vidste hvilket ben de skulle stå og gå på.

Dina klappede i hænderne: Du er herlig, mor. Jeg elsker dig! – Tænk at du kunne omvende Jesus ved at råbe og skrige og gå helt amok for min skyld.
Ja, svarede Dinas mor. Det var vel det, der skete. Jeg fik Jesus til at vende sig om mod mig, fordi min kærlighed til dig var så stor, at jeg ville gøre alt for dig. Og jeg tror faktisk, at Jesus ville sige: Din kærlighed er din tro.

---
Kære alle sammen! Om lidt skal vi have barnedåb. Lille Liva skal bæres til dåb af jer, som elsker hende og vil alt godt for hende. Når Liva er blevet døbt, har hun fået en dåbsgave af Gud. Gaven er Guds kærlighed til hende helt konkret og ved navns nævnelse. Gud siger faktisk: Det er dig, jeg elsker, kære Liva, og jeg er med dig altid. Min kærlighed er din tro.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge

Bibelslam som prædiken juleaften 24. december 2010

2010-12-25T17:53:00.000-08:00

I skal ikke høre en almindelig prædiken af mig i dag, men en såkaldt bibelslam.
I konfirmandernes sidste time inden juleferien bad jeg dem lytte godt efter juleevangeliet, som jeg læste op, og derefter skulle de skrive de tanker og associationer ned, som de fik ved at lytte til julebudskabet. Jeg har lånt nogle af konfirmandernes tanker og associationer og lidt fra MC Einar, som jeg har blandet med mine egne. Hør engang, hold ørerne stive, ikke af kulde, men af varm opmærksomhed!

Jul det’ cool
det’ gamle dage
det’ hygge med familien
flæskesteg og pejseild
hyrder og englesang
hjerter og juletræ
farven hvid som sne, som får, som renhed

Jul det’ cool
det’ planlægning, planlægning, planlægning
det’ Jesus og Josefine
palmer og gult sand
Blev Jesus virkelig født den 24. december
eller var kirken bare smart at fejre hans fødsel midt i årets mørkeste tid?

Man bliver fattig i julen indtil januar
så er der udsalg
Men vi har altid de fattige hos os
fattig i julen
fattig på penge
fattig på glæde
fattig på familie
Hjemløshed
kontanthjælp
starthjælp
uden sikkerhedsnet

Jul det’ cool
og den hårdeste højtid for skilsmissebørn
som må rende fra Herodes til Pilatus
fra far til mor, fra mor til far

Jul det’ cool
og den tungeste højtid for den, der har mistet en af sine kære.
Modgang og savn,
sorg i al stilhed
længslens smerte
det bliver ved, smerten, sorgen, savnet.
Den tomme stol ved julebordet

Når jeg hører julehistorien,
kommer jeg til at tænke på alle de andre historier, der er om Nazareth
- om Moses-historierne
- om nedslagtning af børn i landsbyerne
fordi der udgik en befaling fra en kejser
Eller var det en konge
en kejser, en konge
det lige fedt
symbol på magtens lange hårde arm
diktaturets svøbe

Og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe
Pølser i svøb med bacon
men ikke juleaften
Jul det’ cool
med stegt and, brunede kartofler, rødkål
og ris a la mande

Jul det’ cool
Virk’lig cool, ja, virk’lig, virk’lig cool
med virk’lig, virk’lig mange mennesker
på gader og stræder
i busser og tog
i biler på vej
midt i snestormens kaos
på spejlglatte veje
og posten skal ud,
og mennesker skal ud,
og budskabet skal ud
om vi så skal råbe det fra tagene

Jul det’ cool
det er lys, lyslevende lys
lys i mørket
Englen sagde det, sagde det vigtige, sagde det yderst vigtige
om Kristus, om lyset, om livet
Kristus er Herren, og dette er tegnet:
I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe
Kristus er livet, lyslevende liv
og livet er menneskets lys
lyset i mørket
mørket som formørkelse af alt det,
der er sandt, rigtig, vigtigt.
Gravens mørke
sindets mørke
ensomhedens mørke
uforstanden og hadets mørke
Djævelen som mørkets fyrste
fornægtelse af Guds søn

Jul det’ cool
Hvem er du?
hvem er jeg?
uden lyset går det ikke
Kristus-lyset skinner i mørket,
skinner i døden til liv for de døde
skinner på dig, på mig, på os,
så vi genkender os selv og hinanden
forstår os selv og hinanden
i lyset af Kristus
her er din identitet, her er du
i Kristus, det lyslevende lys, det lysende liv

Kristus-lyset fortæller om,
hvem du er, hvem jeg er, hvem vi er!
Og heldigvis, ja, heldigvis, hvor er vi heldige,
heldigvis er vi heldige, bare heldige, mere end bare heldige

Som Leonard Cohen siger det:
there is a crack in everything, that’s how the light gets in –
der er en sprække i alting, det er på den måde lyset kommer ind.
Lyset i dig, lyset i mig, lyset i os,
Lyset i dig gør dig til lysbærer
Lysbærer, hører du, lysbærer, du er lysbærer, bærer af Guds nåde,
af Guds lys,
bærer af lyset fra Gud,
Og du skal lyse, jo du skal, du skal lyse,
lyse med fred og glæde blandt mennesker
lyse med fællesskab blandt dine kære
Lyset som driver mørket og hadet ud
som driver misundelsen og ondskaben ud

Julen det’ cool
Du er lysbærer, hører du, lysbærer,
l-y-s-b-æ-r-e-r, lysbærer
for der er en sprække i alting, det er på den måde lyset kommer ind

Julen har bragt velsignet bud
Jul det’ cool
Glædelig Jul!

Om lyset - en Alle Helgen Søndags prædiken 2010

2010-11-10T06:07:00.001-08:00

Prædiken til Alle Helgens søndag 7. nov. 2010 Køge Kirke
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.
Radiotransmitteres.

Tekst: Matthæusevangeliet 5,13-16
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16

Salmer: 732 – Dyb hælder året; 123,7-9: Her kommer Jesus / 321 – O kristelighed; 439,1; 192,7-9; 217 – Min Jesus, lad mit hjerte få
-----

Kære kirkegænger og radiolytter.

I dag vælger jeg lyset som tema.
Helt konkret tænder vi syv lys under kirkebønnen i Køge Kirkes syvarmede lysestage.

Du, der er radiolytter, kan også være med ved at tænde lys, hvor du nu er. Måske har du ét lys, et fyrfadslys måske – eller måske syv lys i nærheden, som du kan tænde, når vi beder kirkebønnen. Jeg skal nok sige til, når vi beder kirkebønnen og tænder lys. Hvis du ikke har mulighed for konkret at tænde lys, så lad lyset i dig være tændt under bønnen.

Lyset, det levende lys, tændes på mange kirkegårde rundt om i landet på denne Alle Helgens Søndag. Det er en skik, som har bredt sig til os i folkekirken fra de katolske og ortodokse lande. Og skikken med at lægge blomster og sætte lys på steder, hvor der er sket en dødbringende trafikulykke eller skuddrama har mange også taget til sig.

Her i Køge holder vi lidt senere i dag andagter på vores 3 kirkegårde, hvor vores rådsformand og jeg mødes med pårørende en kort stund for at synge salmer og bede til Gud.

Har vore døde så været helgener, siden vi kalder dagen for Alle helgens dag. Nej, det har vore døde ikke været i den forstand, at de har været rene helgener. Selv om tidsånden kalder på rene mennesker, som skal forsage alle laster i håb om at udskyde døden, så lykkes det jo ikke. For intet menneske kan sige sig fri fra sin selvtiltrækkelighed eller fra at skulle dø. Men vi kan heller ikke sige os fri fra at tage hånd om hinanden, hvis vi skal tage Jesu ord om lyset alvorligt.

Han indskærper os til ikke at sætte vores lys under en skæppe, men at lade det lyse for andre. Det er det, der er menneskets egentlige bestemmelse – at være lys for andre.

Vi mindes og tænder lys for vore døde på kirkegården. Der tændes også lys for de døde i cyper space. Ja, det hedder det på dansk, cyper space, når der gøres noget på Internettet.
Her findes mindesider med såkaldte virtuelle gravsteder, hvor efterladte kan mindes deres døde, søge trøst og mødes med andre pårørende. Jeg synes, det er meget bevægende at læse efterladtes ord om og til deres kære, de har mistet.
Det kan for andre måske synes kunstigt og uvirkeligt at sidde foran en computerskærm og via en internetside tænde et kunstigt lys og kommunikere med andre uden at se dem. Men det er absolut ikke kunstigt eller forkert for dem, der bruger dette medie. Og mange brugere kommer i kontakt med andre sørgende, og de kan være lys for hinanden, måske også mødes helt konkret med hinanden.

Det er så vigtigt at opfinde og finde mange forskellige måder at være lys for hinanden på. Om det er at gå på internettet og skrive til hinanden; om det er at banke på den sørgende nabos dør eller sende en blomst til den, der har mistet en af sine kære.

Jesu ord til os: I er jordens salt, I er verdens lys, er ord, der rummer den realitet, at vi er til for hinanden, og vi er afhængige af hinanden.
Når Jesus om disciplene og også om os siger, at vi er jordens salt og verdens lys, så er der tale om, hvad vi er, og ikke om, hvad vi skal anstrenge os for at blive.

Saltets kraft kendes på dets evne til at forhindre råddenskab. Lysets magt kendes på, at det fortrænger mørket.
Saltets og lysets betydning er at være livsbevarende og ikke livsødelæggende. Og som sådan er vi sat her i verden af Gud. Gennem os som salt og lys vil andre mennesker måske møde den opstandne Herre og frelser. Men - vi kan også stå i vejen for det Gud vil med vores liv. Vi kan ødelægge tilværelsen for hinanden. Håne og nedbryde andre ved at sætte grænse for andres værdi som menneske.

Denne Alle Helgens dag er kirkens mindedag for de døde. Og i taknemmelighed mindes dem, som har været salt og lys for hver af os.
Måske vil der være mennesker, som vi ikke kan mindes noget godt om. Men hvad vi ikke har øje for, det har Gud øje for. For han kender os til bunds i hjertets allerdybeste indre. Og selv om vi ikke skulle kunne mindes noget godt, er det ikke ensbetydende med, at Gud heller ikke kan det.
Til syvende og sidst er vores dom over hinanden ikke afgørende for, om Gud vil have noget med os at gøre. For han vil os jo - med sin tilgivende kærlighed, og det er i det lys, vi må se os selv og vore kære, vi har mistet. Se dem med Guds øjne og hjerte.

Min prædiken skal nu afsluttes med en sang af den norske troubadour og præst, Bjørn Eidsvåg. Sangen er et menneskes omsorgsfulde tale til et andet menneske, når der synges: Jeg ser, du er træt, men kan ikke gå hele vejen for dig. Du må gå den selv, men jeg vil gå den med dig.
Men - i sidste vers synes talen pludselig ikke at være et menneskes tale. Det må være Kristus, der siger: Jeg kan ikke gå i døden for dig, du må møde den selv, - men - og så kommer håbets opstandelsesbudskab midt i dødens mørke fortvivlelse: men jeg gør død til liv for dig. Jeg har gjort død til liv for dig.
Nu vil jeg læse sangen i sin helhed og derefter vil vores kirkekor synge den på Bjørn Eidsvågs fine melodi.
1. Jeg ser, at du er træt, men jeg kan ikke gå hele vejen for dig. Du må gå den selv, men jeg vil gå den med dig, jeg vil gå den med dig.

2. Jeg ser, at du er trist, men jeg kan ikke græde tårerne for dig. Du må græde selv, men jeg vil græde med dig, jeg vil græde med dig.

3. Jeg ser, du vil gi’ op, men jeg kan ikke leve livet for dig. Du må leve det selv, men jeg vil leve med dig, jeg vil leve med dig.

4. Jeg ser, at du er ræd, men jeg kan ikke gå i døden for dig. Du må møde den selv, men jeg gør død til liv for dig. Jeg har gjort død til liv for dig.

Kirkebøn
Nu vil vi samle os om lyset i vores kirkebøn.
Vi vil tænde syv lys i Køge Kirkes syvarmede lysestage.
Lystænding som symbol på vores livsvandring fra undfangelse og fødsel til død og håbet om opstandelse og evigt liv. Du kan som radiolytter som sagt også være med ved at tænde lys i din stue.

Lad os bede:
Lys: Gud, vi ved, du går med os i dag. Du blev som os undfanget i din mor. Vi beder om, at ethvert lille foster må være en forventningens glæde for enhver mor, som bærer sit barn under sit hjerte. Vi tænder lys for alle børn, at de inden længe må se dagens lys.

Lys: Gud, du blev menneske som os. Derfor fejrer vi jul. Under himlens stjerner blev du født for at give os dit lys, dit hjerte. Vi takker dig for hvert eneste barn, der fødes. Lad alle børn mærke, at de er lysets børn og dine hjertebørn. Vi tænder lys for ethvert barn, der er blevet født.

Lys: Gud, du lod Jesus blive båret ind i templet for at modtage velsignelsen af gamle Simeon. Vi beder for alle de forældre, som bærer deres barn til dåb for at komme til at tilhøre vor Herre Jesus Kristus, som om sig selv siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Vi tænder lys som tak for vores dåb.

Lys: Gud, din kærlighed og nåde er overvældende, at du ved Jesus Kristus gik i døden for os og i din magtesløshed trådte døden under fode, så døden ikke får det sidste ord med os. Lyset fra påskemorgen med Kristi opstandelse af døde oplyser ethvert menneske, al naturen og hele kosmos. Lyset er vort håb midt i en verden, hvor alt ser håbløst ud. Vi tænder håbets og opstandelsens lys.

Lys: Gud, du følger os nat og dag, gennem sorg og glæde; vi er ikke alene, for du er med os med din kærlighed og godhed alle dage indtil verdens ende. Vi takker dig for, at dit ord forkyndes i vores land, og fortsæt du med at blæse din livsånde i os, så vi mærker, vi lever og ikke kan lade være med at fortælle om dig til andre mennesker. Vi tænder lys for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. For vor kirke og al lovlig øvrighed, for vor dronning og hele det kongelige hus.

Lys: Gud, vi takker dig for livet, du giver os. Tænd forundringens lys i os over naturen og hele dit skaberværk og giv os visdom til at passe på det alt sammen. Tak for mad og drikke, for tøj og husly. Tak for høstens tid; for de mennesker, som holder af os, og som vi ikke kan leve uden. Vi tænder lys for alle gode gaver, som kommer fra dig til livets opretholdelse.

Lys: Gud, vi ved, du er med os i dag, når vi takker dig for vore kære vi har mistet. Græd med os, sørg over vores døde med os. Vær med dem, der må gå den tunge gang til kirkegården, og med dem, hvis savn er ubærligt. Vi tænder lys og beder for vore døde og dem, der savner, at dit evige lys må lyse for os alle. Kom til os med din tro, dit håb, din kærlighed, som intet og ingen kan skille os fra. Og når alt er ude med os, før os da ind til din evige glæde og fred. Amen.

Bibelslam ved Køge Festuge-gudstjeneste 2010

2010-09-03T15:16:00.000-07:00

Bibelslam ved Køge Festuge-gudstjeneste 29. august 2010
over Matthæusevangeliet 20,20-28
ved sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.

Åh Gud,
Gud være lovet!
Jesus er tjener
tjener for dig
sendt af Gud, som Guds søn,
død på korset for dig
for dine synders skyld,
Jesus som tjener for dig
ikke en tjener i hvidt
men en tjener i rødt,
rødt som blodet,
blodet fra hans sår
blodet fra sårene,
blodet
da han hængte på korset,
naglemærkerne,
pint og plaget,
død for dig,
ja, død for dig, for dine synders skyld,
pint og plaget og død,
som tjener i rødt,
som blodet,
død for at give dig plads i himlen,
har reserveret en plads for dig,
i himlen, en plads,
himmelsk pladsreservation.

Så kom en god mor til Jesus,
Hun var en god mor, jo, en god mor,
ville det bedste for sine sønner,
helt sikkert
det bedste for Jacob og Johannes.

En god mor, Zebedæus’ hustru,
En god mor,
alle mødre er da gode,
vil det bedste for deres børn,
Frem skal de,
frem i forreste række,
frem skal de,
have den bedste uddannelse,
frem skal de,
have de bedste livsvilkår,
frem skal de,
ikke være tabere,
frem skal de.

Den gode mor vil forudbestille en plads i himlen,
for sine sønner, de bedste.
Den gode mor kom til Jesus,
han måtte gøre noget for hendes sønner,
en plads i himlen sammen med Jesus,
ved siden af Jesus,
på forreste række,
foran alle andre,
det har mine sønner fortjent, mente hun
ja, fortjent,
det gode liv,
her og nu og i himlen,
du må gøre noget, Jesus.
Mine sønner er dine nærmeste disciple, Jesus,
så de har fortjent den bedste plads i himlen,
den bedste plads,
i himlen, hos dig, Jesus,
i forreste række,
det har de fortjent,
foran de andre disciple,
fortjent det,
de er jo de bedste, jo de er, de bedste,
mine sønner, de bedste.
men nej, sagde Jesus, dine sønner har ikke fortjent noget som helst.
Det drejer sig ikke om den, der er den bedste,
du kan ikke sikre dig en plads
på bekostning af andre,
Ingen plads uden mig, sagde Jesus.

Åh Gud være lovet
Gud bestemmer,
gratis for dig, gratis for alle,
pladsen, gratis, af nåde.
den himmelske pladsanvisning,
for Jesus’ blods skyld, pint og plaget og død for dig.
Der er reserveret en plads for dig.
en plads er givet dig på forhånd,
på forhånd, hvis du tror,
tror uden forbehold,
tror du uden forbehold?
tror du?
givet på forhånd,
en plads givet dig,
givet din nabo,
din fjende, din ven,
gratis ved Jesus’ blod,
pint og plaget og død for dig,
din nabo, din fjende, din ven.
Tro på det, tro, som den, der tror uden forbehold,
for Jesus’ skyld, tro på det,
tro dig en plads
Jesus har fortjent en plads for dig i himlen,
helt ufortjent,
som tjener i rødt, blodet, døden på korset,
død for dig, ufortjent, tro på det, tro uden forbehold,
tro på det, tro på det, tro på det!
For Guds skyld – tro på det!

Konfirmationstale 30. april 2010

2010-04-30T11:50:00.000-07:00

Konfirmationstale 30. april 2010 kl.10 & kl.12 i Køge Kirke
af sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel

Salmer kl.10
749 - I østen stiger solen op
121 - Dejlig er jorden
260 - Du satte dig selv i de nederstes sted
370 - Menneske, din egen magt
0 - Tak, Gud, for denne lyse morgen

Salmer kl.12
749 - I østen stiger solen op
260 - Du satte dig selv i de nederstes sted
192 - Hil dig, frelser og forsoner
754 - Se, nu stiger solen af havets skød
0 - Tak, Gud, for denne lyse morgen

Kære konfirmander,
Der er nogen, som sætter pris på jer og bekymrer sig om jer.
På jeres konfirmationsdag i dag vil I opleve, at jeres forældre og familie har ønsket at sætte jer i centrum og fortælle, at I er elsket, og at der er nogen, som sætter pris på jer.

Jeg kan ikke se, der er sat pris på jer. I har ikke noget prisskilt i nakken, der fortæller, hvor meget I er værd i penge. For det er jo ikke det, det drejer sig om.
At sætte pris på hinanden handler om det dybe i tilværelsen, om respekt og åbenhed og tillid til hinanden.
Det handler om at kunne regne med hinanden, at et ord er et ord!
Og det handler om at sige: Tak Gud for min familie og venner, og at jeg har det godt på denne planet!

Det er så ikke altid, det er sådan.
Det er jo ikke alle mennesker, vi sætter lige stor pris på.
Nogle mennesker betyder mere for os end andre. Og nogle mennesker bryder vi os egentlig ikke om.
Men det værste er, hvis vi ikke kan sætte pris på os selv.
Jeg har lige læst resultatet af en undersøgelse om, hvordan unge mennesker har det. Og mange unge mennesker har det med sig selv, at de ikke oplever, de er noget værd.
Mange unge lider af mindreværd, at de ikke slår til, at de ikke lever op til rollen som supermodel eller superman.
Mange unge lider af skyldfølelse, fordi der er brok i familien, og de voksne ikke kan finde ud af det med hinanden.
Og det hjælper ikke, at de voksne siger, at nu skal du lære at sætte pris på andre mennesker og på livet, hvis de voksne ikke selv gør det.

En god far havde to sønner. Den yngste søn ville rejse hjemmefra og bad om at få forskud på den arv, han skulle have, når faderen døde. Sønnen var begyndt at sætte mere pris på penge end på sin far. Faderen bebrejdede ham ikke noget og gav ham arveforskuddet.
Sønnen rejste bort og satte stor pris på sin frihed til at gøre, hvad der passede ham. Han levede i sus og dus, og mange ville gerne være ven med ham og satte stor pris på ham, når han delte ud af sine penge. Han købte sex hos de prostituerede og solede sig i at være en superman.
Men en skønne dag gik det galt. Langt fra sit barndomshjem oplevede han hungersnød, og pengene skrumpede ind. Det gjorde de såkaldte venner også, og menneskene blev grå, og livet blev glædesløst fuld af angste og forvirrede mennesker, der ikke længere bekymrede sig om hinanden. Og forhutlet, sulten og modløs gik faderens yngste søn i sig selv og fortrød sit spildte liv. Han ville tage hjem. Hans far ville sikkert ikke have noget med ham at gøre, men han ønskede så bare at kunne leve som en af karlene på gården.
Jo nærmere han kom sit barndomshjem, jo dårligere fik han det, men han vidste, at der ikke var nogen vej udenom.
Faderen havde ikke glemt sin søn. Hver dag gik han ud på vejen i håb om at se sin søn komme hjem. Og en skønne dag så han ude i horisonten en menneskeskikkelse komme slæbende på sine fødder, fuld af skyld og anger. Og faderen løb ham i møde og omfavnede ham og af glæde over at have sin søn tilbage, hørte han ham ikke undskylde og bede om nåde. Min søn var død for mig, men nu er han blevet levende, råbte faderen, og så skulle der festes.
Broderen, den ældste søn, var ude på marken for at passe sit økologiske landbrug. En medarbejder blev sendt ud for at hente ham ind til fest, fordi hans bror var kommet hjem. Men han nægtede at deltage i en fest for sin mislykkede bror. Sådan opfattede han ham og havde mistet al respekt for ham.
Så gik faderen ud og bad ham komme ind og glæde sig over, at hans bror, som var død, men var kommet levende tilbage, og det skulle fejres. Men den ældste søn gav ondt af sig. Faderen havde aldrig givet ham lov til at feste med sine venner, og så kender vi nok alle denne onde misundelse, som gnavede ind i den ældste søns hjerte til trods for, at han havde sit på det tørre.

Om han gik med ind eller blev ude på marken, fortæller Jesus ikke noget om. Historien er en Jesus-historie, som handler om os menneskers skalten og valten med vores liv, om misundelse og hvor hårdnakkede, vi kan blive, når det stikker os. Men det dybe i historien handler om den gode far, som er et billede på Gud.
Om Gud, som ikke slår hånden af os, selv om vi ikke har styr på tilværelsen, fordi hans kærlighed til os tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op.
Af kærlighed vil Gud dig og mig, og det skal fortælles igen og igen, at Gud har sat en pris på os og står inde for os, siger god for os, til trods for at vi ikke kan leve op til den fuldkomne godhed og kærlighed, som han kræver af os. Prisen han har sat er Jesu død for vores synders skyld. Kærligheden er den dom, Gud dømmer os med. Han dømmer os ikke i helvedet, men til livet med ham og hinanden. Og det kan jo være svært nok endnu.

Og det synlige tegn på, hvad vi er værd, er korsets tegn, som vi har modtaget ved døbefonten, hvor der blev sagt: Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Kære konfirmander, jeg ønsker for jer, at I må kunne sætte pris på denne dag, på konfirmationen, på jeres familie og venner og jer selv.

Og jeg vil slutte med min yndlings-Radise, som også også handler om selvværd. Søren Bruun og Thomas står og taler sammen. Pludselig siger den lille Thomas: ”Søren, verden er blevet bedre, end den var for syv år siden!” Sortseeren Søren farer op: ”Hvordan kan du sige det. Læser du ikke aviser, ser du ikke tv – al det forfærdelige, der sker? Hvordan kan du sige, at verden er blevet bedre?” ”Jo,” siger Thomas, ”for nu er jeg her!”

Kirkebøn:
Gode Gud og Far i Himlen, vi takker dig, fordi du ikke slår hånden af os, uanset hvordan livet former sig for os – det er dit store løfte til os, at ”du vil være med os alle dage indtil verdens ende. Vi beder dig for din kirke både her med os, ud over vort land og over hele jorden, - velsign os og lad evangeliet om dig blive forkyndt til velsignelse for alle.
Vi beder dig for dem, der er ramt af hungersnød, krig og naturkatastrofer - vi beder dig for de undertrykte og forfulgte.Vi beder dig for de syge og ensomme, for dem, der har mistet én, de holdt af og for dem, der har døden tæt inde på livet. Vi beder dig for dem, der føler tvivlen stærkere end troen - ræk dem og os alle din hånd med helse og fred og glæde.
Vi beder for vort land og vort folk - for dem, der er betroet magt og ansvar i folketing og kommune og for vor dronning og hendes familie.
Velsign os alle, at vi må leve vort liv her i troen på dig og til sidst få del i din evige glæde. – Og vi beder for konfirmanderne ved at tænde et lys for dem!

Trosvandring med 15 stationer

2010-03-01T03:37:00.000-08:00

Denne trosvandring foregår i kirkerum.
Tekster og rekvisitter er placeret rundt om i kirken.
Deltagerne går vandringen hver for sig og kan dvæle / meditere ved de enkle stationer, så længe man har brug for det.
Når lederen ringer med en klokke, begynder deltagerne at samle sig ved alteret, hvor man sammen er fælles om nadveren, som er 15. og sidste station.

Udarbejdet af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge 2002
_________________________________________

1. station
Kender du historien om den lille og den store fisk?
En lille fisk spurgte en stor, erfaren fisk, hvor oceanet fandtes. "Oceanet", svarede den store, "er det vand, du svømmer i". "Det her", sagde den lille fisk," det er jo bare almindeligt vand". Og den svømmede videre i sin søgen efter oceanet.......
-----

2. station
Uret / tiden
Carpe Diem – Grib dagen:
I dag har du et øjeblik for dig selv.
Gårsdagen er forbi,
morgendagen har du ikke set.
I dag hjælper Herren.
-----

3. station
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Salmernes Bog 23,1-4
-----

4. station
Tålmodighed behøves!
Har du prøvet at lade ting være ugjorte?
– Også dine drømme og ønsker?
Du bliver aldrig færdig,
og det er, som det skal være!
-----

5. station
Jesus siger:
"Når jeg bliver ophøjet fra jorden, skal jeg drage alle til mig!" (Johannesevangeliet 12,32).
-----

6. station
Ord til eftertanke:
Lad intet forvirre dig
Lad intet skræmme dig
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den som har Gud,
vil opdage at intet mangler.
Gud alene er nok.
Teresa af Avila (1515-1582)
-----

7. station
Hjertebønnen med lystænding på døbefont: Jesus [Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder!] – Du kan forkorte bønnen, som du vil. Du kan blot bede: Jesus!
-----

8. station
Skål med vand – Dyb pege- og langfinger i vandet og slå korsets tegn for dig selv. Du kan erindrer din dåb!
-----

9. station
Kors på gulv, hvor der kan lægges sten, dvs, det, der tynger dig, det, der volder dig sorg! Bed Gud om at tage sig af det.
-----

10. station
Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; - Ill. ”Korsfæstelse” af Giotto
og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Esajas’ Bog 53, 4-6
-----

11. station
Ske ikke min vilje, men din, Herre! - Jesus i Getsemane – Ill. ”Kristus i Getsemane Have” af Grecco
Så brød Jesus op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med. Da han kom derud, sagde han til dem:
»Bed om ikke at falde i fristelse!« Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.« Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.
I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden. - Lukasevangeliet 22,39-44
-----

12. station
Herren går med dig! - Vandringen til Emmaus – Ill. ”Kristus i Emmaus” – af Rembrandt
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Lukasevangeliet 24,28-32
-----

13. station
Herre, vis mig din vej,
og gør mig villig til at vandre den!
Bøn af Den hellige Birgitta af Vadstena
-----

14. station
Sæt dit håb til Herren! – Ill. Noah af Walter Habdank
Vis mig din vej, Herre, før mig ad den jævne sti
til værn mod mine fjender. Overgiv mig ikke i mine fjenders vold,
for falske vidner har rejst sig mod mig, de udspyr løgn.
Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land. Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren! - Salmernes Bog 27,11-14
-----

15. station
Nadver – indstiftelsesord – uddeling. Evt. afsluttende fællessalme: DDS. 336 – Flammerne er mange.

Kristus i korset

2010-02-28T17:09:00.000-08:00

© Foto af Susanne Fabritius de Tengnagel

Kristus i korset
Billedmeditation

Jeg havde ikke tal på de sten
jeg havde i min kurv
på min vandring langs stranden

Jeg bøjede mig ned
tog de tre store sten
jeg fandt i kurven
og lagde dem i sandet.

Pludselig tonede Kristus i korset frem
for øjnene af mig
Stenene blev til hans hoved
konturer af et ansigt
som dog var svært at fastholde
for hvordan så Kristus som menneske ud?
Vi ved det ikke
og er det ikke også snarere det
han sagde og gjorde
som skal mejsles ind
i vores hjerte, sjæl og sind
så vi bliver ét i ham!

Jeg begyndte at lægge sten
omkring Kristi hoved
og efterhånden aftegnedes korsarmene

Jeg talte 33 sten
som tallet på Kristi leveår
som menneske på jorden
sådan som traditionen fastholder det

Omkring hans hoved
sten som en tornekrans
for Kristus blev pint under Pontius Pilatus
korsfæstet og døde for vores synders skyld

Omkring hans hoved
sten som en krans af lys som en glorie
for det guddommelige udgik fra Kristus
han, som er af samme væsen som Gud Fader

Omkring hans hoved
sten som en kongekrone
for Kristus opstået fra de døde
er nu den himmelske dommer
over levende og døde
herskeren over himmel og jord
og forkynder i sin Ånd
at Gud er hos os for evigt
med sin tilgivelse og kærlighed

Jeg kunne endnu tælle sten i min kurv

12 sten var tilbage
og jeg lagde tre sten i korsets fire hjørner
tre som udtryk for
at de fire evangelister i Bibelen
Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
forkynder Kristus
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn

Jeg lagde sten i sandet
og pludselig tonede Kristus i korset frem

Men nu er det der ikke mere

Vandet har skyllet det til sig
korset er brudt i stykker
spredt ud på havets bund

Men når du oplever dig selv derude
hvor du ikke kan bunde
oplever mørket som havets dyb omslutte dig
og du frygter for dit liv
vil du se Kristus i korset
som Guds nærhed
hvis du har øjne at se med
og du ved så
at du ikke alene i mørket

Når du ser ned i vandet
som døbefonten fyldes med
vil du se Kristus i korset
som Guds nærhed
hvis du har øjne at se med
og du vil se
at det kors er tegnet på
at du tilhører den korsfæstede Herre
når du i dåben bliver mærket med dette kors
på pande og bryst
og du vil se
at vandet er velsignet af dette kors

Kristus i korset i vandet

Og Gud er dig nær
hvor i verden du end er
om du er oppe i himlen
eller nede i havets dyb
om dit hjerte jubler af glæde
eller dit hjerte er knust af sorg og smerte
for Kristus i korset har allerede opfyldt din længsel
efter at blive helet
blive frelst.

© Susanne Fabritius de Tengnagel, 2002

PRÆDIKENER - 2. TEKSTRÆKKE - 2010

2010-02-25T18:05:00.000-08:00

Prædiken til Fastelavns søndag - 14. februar 2010 – Køge Kirke
Tekst: Luk 18,31-43
Salmer: 176 - Se, hvor nu Jesus træder, 447 – Herren strækker ud sin arm; (2 dåb) 478 – Vi kommer til din kirke, Gud / 192 – Hil dig, frelser og forsoner: 439 – O du Guds Lam (alle vers); 476 – Kornet som dør i jorden; 172 - Se, vi går op til Jerusalem
-----

Der er da også altid nogen i vejen, sagde Helles mor meget irriteret, da de havde travlt med at komme ud af døren og af sted til børnehaven. Helle kunne ikke få sine støvler på, de er forsmå, sagde hun. Og jeg kommer for sent på arbejde, hvis du ikke skynder dig med at få støvlerne på, de er ikke for små! sagde mor.

Der kan altid komme noget i vejen, og det kan både være irriterende eller ulykkeligt. I hvert fald synes det aldrig at være noget godt, der kommer i vejen.

Så går man der på fortovet og har lidt småtravlt og så mærker man, at der er en sten i skoen, og man ryster foden lidt, men stenen flytter sig ikke, men gør ondt at træde på og langt om længe overgiver man sig, standser op, snører skoen op, ryster den, tager den på igen og går rask videre. Men det varer ikke længe før den er gal igen. tager skoen af der midt på fortovet og har svært ved at holde balancen, og opdager til sin irritation, at stenen sidder inde i strømpen. Og det er pinligt at man også skal tage strømpen af midt på åben gade, men det må gøre, ellers kommer man jo ikke videre.
Der kan altid komme noget i vejen, og pludselig kan det blive alvor og alt andet end en sten i skoen. For lige som man skal af sted på ferie, flyveren går om to timer, ringer telefonen, det er mormor, som fortæller, at gamle oldemor på 98 er død og skal begraves om fire dage. Ah, kan det ikke vente til vi kommer hjem om 14 dage? Hvorfor skulle oldemors død komme i vejen for en ferie nu?

Og så gik Jesus der på vejen med sine disciple. Målet var Jerusalem, dér skulle han ende sine dage, pines, lide og dø for menneskers synders skyld. Han vidste det, og han talte om det til sine disciple: Se, vi går op til Jerusalem. Han gik menneskets vej, den vej, vi alle går, fra livet til den død, hvor vi til sidst står (eller rettere ligger) med hjælpeløse og tomme hænder og står i gæld til både Gud og mennesker.
Sådan er menneskets vej, når det skal siges lige ud. Sådan er vejen for alle os, der lever vores liv, som vi selv vil. Når vi ikke vil leve i Guds lys, ender vi begribeligvis i mørket.
Når vi ikke vil leve vores liv med Gud, ender vi naturligt nok uden.
Sådan er fortabte synderes vej. Og den vej gik nu Guds Søn, for - som vores bror og frelser at være ved de fortabtes side.

Og så kom en blind tigger i vejen for Jesus, så vejen mod Jerusalem måtte vente en kort stund.
Den blinde tigger var ikke på vej. Han sad på vejen og var ikke blevet til noget andet end en hjælpeløs stakkel, som ikke havde glæde af skattelettelser og syntes sikkert heller ikke, at hans blindhed var noget at glæde sig over, men derimod noget, der var i vejen.
Hans hørelse fejlede dog ikke noget, og det var hans held, og han hørte at Jesus var på vejen og han råbte: Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig.

Men så tog fanden ved disciplene, som skældte ham ud, hvad bildte han sig ind, han var bare i vejen for Jesus, som havde et andet og større mål for øje end en sølle tigger.
Men Jesus handlede anderledes end disciplene og fanden havde tænkt sig. Han talte kærlighedens ord og handlede i kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Og overfor denne kærlighed kommer der aldrig noget i vejen, overfor kærligheden er der intet i vejen.
Jesus svigtede ikke sin bestemmelse. Han skulle gøre det, han sagde. Og han gjorde en omvej, gik vejen om ad den blinde tigger for den blindes skyld.
Jesus lod sig forstyrre, lod sig bevæge. Et menneske var i vejen for ham, og det tog han som en lykke modsat alle os andre, som ville være blevet irriteret.
Jesus kunne også have gået uden om Jerusalem og ikke gået ind i dødens gab, men levet videre som ethvert andet menneske, der ville kæmpe for sit liv.
Jesus svigtede ikke sit mål, som var at gå til Jerusalem for at kæmpe for vores liv og salighed ved at dø. Han kæmpede for alt, hvad han havde kært: han kæmpede for os, dig og mig og går aldrig forbi os.

Uanset hvad der vil komme i vejen, om det er fordi vi svigter hinanden, slår hånden af hinanden, går uden om hinanden, fordi den anden er i vejen for min lykke, uanset hvad der er i vejen med os, er vi aldrig i vejen for Jesus, Guds Søn, men han tager os med sig på vejen. Og det er her på vejen, her i livet kærlighedens rige ligger gemt, og hvor intet er i vejen for at tage sig af det andet menneske.
Om dette fortæller en gammel koreansk legende:
En mand rejste ud i verden for at finde et sted, hvor mennesker var lykkelige og ikke i vejen for hinanden. Han kom til en stor by og spurgte ved byporten, om der her i byen levede lykkelige mennesker. Det gjorde der, og han blev tilbudt en vejviser. De kom til en snæver gade, og der lå et hus, hvor der over døren stod "Lykkens Hus". Den fremmede ville til at gå derind, men fik besked på, at han først skulle besøge huset på den anden side af gaden. Der stod over døren "Sorgens Hus". Manden gik ind og op ad trappen og kom ind i en stor sal, hvor et langt bord stod dækket med alverdens dejlige madretter og frugt og kager. Rundt om bordet sad magre, blege og udtærede mennesker med døde øjne, og der var en knugende tavshed i rummet. "Hvorfor spiser de dog ikke?" spurgte den fremmede. Og vejviseren svarede: "I vort land forbyder skik og brug, at man spiser med fingrene. Derfor kan de ikke få fat på maden. Godt nok ligger der spisepinde ved hver kuvert, men der er noget i vejen med dem, de er halvanden meter lange, og derfor er det umuligt med dem at få maden op til munden".
Vejviseren tog nu den fremmede med over gaden til "Lykkes Hus". Her kom de også ind i en stor sal med et langbord dækket med alverdens dejlige mad, og rundt om bordet sad velnærede, glade og snakkende mennesker med lys i øjnene. Og de spiste, ind imellem de snakkede og lo. De halvanden meter lange spisepinde skulle de også spise med og de gjorde det. Spisepindene var der ikke noget i vejen med. det er måden, man bruger dem på. Og de lykkelige var lykkelige, fordi brugte de halvanden meter lange spisepinde til at made hinanden med. De rakte maden tværs over bordet til den, der sad overfor, og sådan fik de alt det, de kunne spise, fordi de gav til hinanden.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, 2010

Prædiken til Søndag Septuagesima 31. januar 2010 Køge Kirke
Tekst: Matth. 25,14-30
Salmer: 754 – Se, nu stiger solen; 56 – Jesus er navnet mageløst; 2 dåb: 0 - Sov du lille sov nu godt (Mel Juletræet); / 728 – Du gav mig o Herre, 439,1; 192,7; 522 – Nåden er din dagligdag
-----
Mine konfirmander skrev bønner i efteråret.
En af dem vil jeg indlede min prædiken med, og en anden vil jeg bruge undervejs. Altså:

Kære Gud,
Kan du ikke hjælpe mig med at skrive en bøn.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal bede om.
Jo, hjælp alle dem i verden, der har brug for det
i stedet for at hjælpe dem, der har alt,
hvad man skal bruge for at leve.

I aftes under DRs Danmarks Indsamling spidsede jeg særligt øre, da jeg så og hørte om en ung mor, som for mig at se både var rig og fattig. Hun var rig, fordi hun havde en datter, men hun var fattig, fordi hun havde mistet begge arme. Hun var rig, fordi hun havde livsglæde og håb for fremtiden, men hun var fattig, fordi hun havde mistet en søn.
Da hun var gravid med sit andet barn, regnede hendes mand med, at dette barn også ville blive en pige, som for ham ikke var så meget værd som en dreng, og den unge mor måtte lide under sin mands afsindighed, for han huggede begge hendes arme af. Det viste sig, at det barn, hun ventede sig, var en dreng.
Hvordan kan sådan en ung mor bevare livsglæden og håbet og ikke grave sit liv ned i bekymringens og håbløshedens grav?

Vi hørte før en meget lang historie, en lignelse af Jesus om de betroede talenter.
Og i første omgang tænker jeg: En talent, det må være noget med talentshow. Noget med hvad jeg er god til og dur til. Rig på talenter – men fattig på penge. Men nej, en talent har noget med penge at gøre, var en slags mønt, der vejede ca. 50 kg. Og den er sådan cirka det samme som 600 drakmer, som er græske sølvmønter. Og en ufaglært arbejdsmand tjente på Jesus’ tid 1 drakme om dagen. Så én talent kunne være o. 2 årslønninger.

Men, men Jesus’ lignelse handler slet ikke om hverken evner eller penge, men om, at vi som menneske har fået noget betroet. Den handler om livet som en gave, vi har fået betroet. Og den handler om Guds tilgivelse og beskyttelse i dette liv.
En anden bøn af en konfirmand siger det egentlig så lige til:
Kære Gud. Jeg er dybt taknemmelig for det, du har givet mig.
Jeg ved jeg har gjort mange ting, jeg fortryder.
Men jeg ved også, at det ikke bliver sidste gang,
og jeg håber at du altid vil tilgive mig og beskytte mig!

Livet er en gave, vi ikke må grave ned i selvoptagethedens og håbløshedens grav.
Livet skal bruge, sættes på spil, selv om vi gør mange ting, tager livsglæden fra andre, ting, vi fortryder. Men vi må håbe på, at Gud tilgiver os. Jesus vil først og fremmest kalde os til indsats for livsglæden og livsmodet på trods af alt der er svært og gør ondt i hjertet.

Danmark er i krise, sygehuse skal spare, mennesker mister deres arbejde, men i aftes viste Danmarks-indsamlingens store beløb på o. 130 mill. at mange, mange mennesker er ved godt mod til at give af sit eget uden at få noget for det.
Det handler om at være til stede i livet, så vi bruger os selv, og lader os bruge af andre og bruger Gud som dagligt fast holdepunkt.
Og så har jeg hørt flere gange af forskellige mennesker, der har været eller er i Haiti for at rapportere hjem til os, at de forundres over den værdighed, dette jordskælvsramte folk udviser i almindelig, når man ser bort fra dem, der kun tænker på sig selv som tjeneren, der gik hen og gravede sin talent ned.

Gud har ikke bare givet os livet med et væld af muligheder og opgaver og udfordringer. Han har også med sin søn Jesus Kristus investeret sig selv i hver eneste af os personligt, så han lover at kæmpe med ved vor side mod alt ondt i verden. Det er i dette perspektiv, der forbliver en gudgiven værdighed over hvert eneste menneskeliv, som Gud så ganske enkelt beder os respektere og efterleve i vores forhold til hinanden.

Så vi holder fast ved, at ingen af os har mere værdi eller værdighed end andre, men alle er vi lige værdige i fællesskabet. Hvad vi end har at give og betyde for hinanden, det er alt sammen givet os af Gud til fælles bedste.

Der var tre børn, som fik en pose legoklodser, men de fik ikke lige mange klodser. Ligesom den første tjener fik 5 talenter, den anden 2 og den tredje kun 1. Det er som livet, det tager sig forskelligt ud i hver enkelt af os.
Hov, er det retfærdigt? Nej, det er det vel ikke. Hvis vi sammenligner hinandens liv og tilværelse og forhold i livet, tager vores liv hver for sig meget forskelligt ud. Men hvis vi tager vores livs legoklodser og sætter dem sammen, kan vi bygge et slot til fælles glæde.

Livet for os selv i al vor magelighed er som at grave vor egen grav. Det er dette isolerede liv, uden nærkontakt med Gud og næsten, som der fældes dom over i lignelsen om de betroede talenter.
Derimod fremhæves det at leve livet i fællesskab, i solidaritet, i at turde tage chancer og risiko, at give af os selv uden at forlange, vi får noget igen.
Igen her af konfirmandens bøn:
hjælp alle dem i verden, der har brug for det
i stedet for at hjælpe dem, der har alt,
hvad man skal bruge for at leve.

Som manden, der betroede sine tjenere hele sin formue, sådan betror Gud os livet i den kærlighed og tillid til os, at vi vil bruge livet og få noget ud af det.
Vi ved godt, at vi kan svigte, tage modet fra hinanden og i værste fald tage livet af hinanden. Men vi ved også, at det bedste ved livet er at dele det med andre og ikke at tænke om vi får noget for det, noget for noget.
Så lær mig da, Herre, at dig til behag, jeg bruger det pund mig blev givet, At fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den som er svag, at elske thi deri er livet. Amen.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, 2010

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger – 10. januar 2010 – Køge Kirke
Tekster: Kol 1,15-19; Mark 10,13-16
Salmer: 392 – Himlene, Herre, fortælle din ære; 300 – Kom, sandheds ånd og vidne giv; 108 – Lovet være du, Jesus Krist / 69 – Du fødtes på jord; 439,1; 192,7; 0 – Må din vej gå dig i møde
-----

Mon man ikke kunne sammenligne Gud med en dragebygger og drageflyver i en omtale af vores dåb og den betydning, den kan have? Jeg vil prøve nu, da vi i dag har hørt evangeliets beretning om Jesus og børnene.

En ganske almindelig drage, man kan flyve og lege med, er bygget omkring et kors. Korset er en meget holdbar konstruktion. –
Man skal blot bruge to rundstokke, en stor plasticpose, noget kraftigt tape, 24 mester sejlgarn, bånd og aviser til dragens hale.
Hvis drage skal kunne komme op i luften, skal der selvfølgelig være noget vind til at hæve den op med. Du skal holde fast i snoren, give den lidt mere snor eller mindre snor afhængig af, hvordan du fornemmer, dragen holder sig oppe. Den kan sagtens flakse hid og did i vinden, den kan blive kastet rundt og styrte til jorden. Men den kan jo få en chance til, komme op i vinden igen og leve sit eget liv, - tror den.
Men den lever ikke helt sit eget liv. Selv om dragen har det ganske godt i vinden højt oppe, hvor lærkerne synger, og oplever sig selv stor og betydningsfuld og siger til sig selv: Her går det godt, kan den pludselig styrte i grus, hvis du giver slip på snoren.

Dragen flyver under korsets mærke. Den har et kors i sig, som den er bygget op over. På samme måde får vi i dåben tegnet et kors på pande og bryst, som et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus, som det siges i dåbsritualet.
Vi bærer som døbte et kors – eller er det korset, som bærer os?
Ligesom dragen kastes vi hid og did i vinden - i vores liv. Vi kan styrte til jorden enten efter nogen tids problemflyvning eller med et brag, men ligesom dragen kan sættes op igen, vil Gud gerne hjælpe os med at komme på vingerne igen. Han holder godt fast i snoren. Han kan aldrig finde på at slippe den. Han vil være vores faste holdepunkt uden for os selv, det bærende i vores liv, Og vi vil aldrig gå fortabt, for Kristus er med os i korset, som bærer os.
Symbolsk kan man se den vandrette stok som Kristus’ arme, der favner os og tager os til sig, og holder os fast, hvad enten vi nyder tilværelsen højt oppe i det blå, om vi føler os i den syvende himmel eller oplever livets modgang, flakser rundt og hverken kan finde ud eller ind i livet eller vi styrter i grus.

Den lodrette stok i korset er forbindelseslinjen mellem himmel og jord, mellem Gud og os, og om at Gud kom til jorden i et menneskes skikkelse, Jesus Kristus, som er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. Kort sagt, når vi ser og hører Jesus og hører om ham, ser og hører vi Gud, sådan som han vil ses og høres af os.

Markusevangeliets dåbstekst, som læses både ved barnedåb og voksendåb - om børnene, der bæres til Jesus, for at han skulle røre ved dem, og om, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, - den tekst fortæller os noget om vort forhold til Gud og Kristus, et forhold, som er det samme, hvad enten vi er små, spæde og umælende eller voksne, følsomme og højtråbende.
Og det mest revolutionære udsagn, der er udtalt i verdenshistorien er for mig følgende udsagn:
"Den, der ikke modtager Guds rige ligesom som et lille barn, kommer slet ikke ind i det."
Udsagnet var i høj grad revolutionerende, da det blev sagt for 2000 år siden, for det vendte op og ned på forholdet mellem barn og voksen. Barnet, som ikke regnedes for noget, - hvorfor disciplene heller ikke gjorde det, - fik en værdi, som det ikke selv har tiltaget sig, men som det får af Gud uden at have gjort noget for det.
Men spørgsmålet er, om tiden er så meget anderledes i dag, og om opfattelsen af barnet også er det.
For 2000 år siden skulle børn fødes, for at slægten kunne fortsætte. Og helst skulle det være drengebørn. Og så er det ikke mere end 50 år siden, jeg hørte en gammel bedstemor sige, at drengebørn var bedst. - Bedstemødre siger ikke sådan noget i dag, hvis de er ved deres fulde fem og har hørt og taget Jesus’ ord til hjertet. For i hans ord er der ikke forskel på børn.

I december måned fik jeg i TV for anden eller tredje gang genset en filmperle ”Anne - Dronning i Tusind Dage”, om dronning Anne Boleyns tusind dage sammen med ægtefællen Henrik den Ottende, og filmen handler også om datidens opfattelse af drenge og pigebørns værdi i 1500-tallet til tros for, at alle på den tid var erklærede kristne. Men ofte er det den underliggende kultur, der styre vores adfærd mere en troen. Heller ikke dronning Anne kunne føde drengebørn, og derfor skulle hun kasseres. Og det gik hårdt for sig, blev hun dømt til døden for ægteskabsbrud, incest og højforræderi. Hun blev henrettet den 19. maj 1536.

Men hvad så med barnløshed - det blev engang opfattet som en Guds forbandelse over et ægtepar, og der var ingen søn til at forsørge dem i deres alderdom. Barnet (sønnen) gav ægtepar deres identitet, deres status i samfundet. Barnet var altså ikke noget i sig selv, men blev anset for at være en brugsgenstand. Barnet skulle fødes for at tilfredsstille forældrenes og slægtens behov.
I dag tror jeg, mange af os stadig kan undre os, hvis et ægtepar ikke får børn. Det ligger stadig lidt i luften, at det bør de da have.
Gud skabte ikke mennesket i sit billede fordi vi skulle dække et eller andet behov hos ham. Gud skabte ud af kærlighed. Der ligger ikke nogen bagtanke med skabelsen af mand og kvinde, han og hunkøn, at skabelsen skal tilgodese Guds behov af en eller anden slags.

I beretningen om Jesus med børnene ligger der fra Jesu side ingen bagtanke med at tilregne barnet en værdi på linje med voksne. Jesus skal heller ikke have tilgodeset et behov for sig selv, men han giver barnet og dermed også alle unge og voksne den plads i Guds skaberværk, som var fra begyndelsen.
Vi er alle skabt af Gud, men korstegnet, som fortæller os, at vi er Guds ejendom, får vi i dåben.
Dåbens korsmærke er et kærtegn. Ikke som de kærtegn jeg får af et menneske, jeg holder af. De varmer en stund, men mister kraften, hvis de ikke gives igen og igen. Korsmærket er et helt andet kærtegn. Dette kærtegn, denne omfavnelse fra Gud kan du aldrig hverken vaske af eller løbe fra. Du kan glemme det og den, der holder i dragesnoren, som om du flyv i vinden af egen kraft. Men Gud glemmer aldrig. Korset betød døden for Jesus, for os betyder det evigt liv.
Jesu sidste ord til sine disciple - og til os, inden han blev løftet op i himlen, var disse ord. “Døb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Og i stedet for at sige “Farvel og på gensyn, sagde han: “Og se, Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Vi må nøjes med at sige ”på gensyn” til hinanden, men som afslutning på gudstjenesten i dag synger vi ikke kun ønsket om at ses igen, men velsigner hinanden med ordene: Indtil vi ses igen, må Gud holde dig i sin hånd.
Vi har en dragefører, en hjælper til alle tider, i al slags humør, i al slags vejr og i alle slags dage for evigt. Amen.

/ Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, 2010

MEDITATIONER

2010-02-25T17:18:00.000-08:00

8 Korsvejs-meditationer

Indhold:

1. Korsvejsstation: Jesus bliver dømt til døden
2. Korsvejsstation: Jesus modtager korset
3. Korsvejsstation: Simon fra Kyrene
4. Korsvejsstation: Jesus trøster Jerusalems kvinder
5. Korsvejsstation – Jesus bliver korsfæstet
6. Korsvejsstation: Jesus bliver naglet til korset
7. Korsvejsstation: Jesus’ død på korset
8. Korsvejsstation: Jesus lægges i graven

-----

Inspiration til Meditationerne er fra Adolf Meisters korsvejsbilleder i Sct. Norberts Kirke, Vejle.
Meditationerne er skrevet til DR Kirken marts 2006.

1. Korsvejsstation: Jesus bliver dømt til døden
Læsning:
Pilatus spurgte dem: ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: Han skal korsfæstes!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!”
Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Matt 27,22-24.

Meditation
Pilatus, Pilatus, se, hvad du gør!
du løber fra dit ansvar.
Du vasker dine hænder!
Uskyldig, siger du! Du!
Du, som lige har sagt, at du ikke finder Jesus skyldig i noget.
Du, som har magt til at sætte folk i rette og på plads,
må da også være mand for en sølle uro blandt folket.

Herre Gud da! Er du så svagt et menneske,
handlingslammet og konfliktsky - ude af stand til at stå ved dine ord.
Du, som handler på kejserens vegne, burde vide bedre.
Hvordan kan du få dig selv til at lytte til gadens parlament.
Det plejer der ikke at komme noget godt ud af.
Det kan ikke være folkets sag, hvilken dom Jesus skal dømmes med.
Du ved ligeså godt som jeg, at det aldrig vil gå godt.
Det er for farligt, Pilatus, at overlade Jesus til folket.
Den ene dag råber folket: Hosianna, hil dig, vor konge!
Den anden dag vil de af med ham, fordi han ikke lever op til deres forventninger om,
hvad en konge og hersker skal være i deres øjne.
Pilatus, du er en klog mand,
hold dig til din første dom, at Jesus er uskyldig,
og handl derefter!
Vis du er en mand og ikke en ussel svækling!
gør dig ikke skyldig i Jesus’ død!

Hvad siger du? Jeg kan sagtens, siger du.
Jeg kan sagtens stå på afstand og dømme din svaghed, siger du!
Om jeg vil være i dit sted, Pilatus!
Nej da, ellers tak!

2. Korsvejsstation: Jesus modtager korset
Læsning:
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata. Joh 19,16-17

Meditation
Nu begynder din vandring, Jesus,
ad smerternes gade, Via Dolorosa!
Solen er ellers stået op, det er morgen, Jesus,
fuglene kvidrer, blomsterne åbner deres blade mod sollyset.
Livet bryder frem, og ingen skabning kender dagens slutning.
Livet går sin vante gang, som om intet er hændt.
Men du kender dagen helt til ende, Jesus,
en lang dag venter dig, og du ved det.
En lang og mørk dag trods en solrig morgenstund.
Ak, hvilken dom, hvilken skæbne!

Og vi ved det godt, alt for godt,
at Pilatus ikke kunne have forhindret din smertens vej!
Du har selv forudsagt den, mange gange har du talt om denne dag, men ingen fattede alvoren i din forudsigelse,
ikke engang dine nære disciple fattede den.
At det skulle komme så vidt, at du skulle bære dit kors til Golgata!
Hvilken dom, hvilken skæbne!
Ved du, hvor du går hen, Jesus?
Til Hovedskalsstedet!

Og er du klar over, at du er på vej ud
til den offentlige begravelsesplads for forbrydere,
som ikke får deres egen grav.
Hovedskalsstedet er en massegrav, Jesus!

Se, hvordan folk flokkes på vejen.
Et mylder af mennesker vil se dig bære dit kors!
Men ingen tør træde i dit sted, Jesus!
Ingen tilbyder dig at bære dit kors.
Det hviskes i krogene, der sladres om dig i mørket:
Det er jo nok din egen skyld!
Hvilken elendighed, hvilken smerte må du ikke bære
hele vejen ad smerternes gade – Via Dolorosa!

3. Korsvejsstation: Simon fra Kyrene
Læsning:
Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. Mark 15,20-21

Meditation
Du kom bare forbi, Simon af Kyrene!
Om du havde stået og set på afstand, ved jeg ikke,
men pludselig blev du viklet ind i en masseprocession
med soldater og kommandoråb!
Men mod magthavernes terror formår ingen at slippe,
heller ikke du slap fri.
Kristi kors måtte du bære,
helt uskyldig blev du korsbærer for Kristus.
Mon det var af medlidenhed,
soldaterne tog korset fra Kristus
og lagde det på dine skuldre?
Jeg tror det ikke. Det var bare hård business!
Det gik simpelthen for langsomt med Kristus.
De skulle jo have overstået korsfæstelsen inden mørkets frembrud.
Kristus slæbte sig af sted,
og plaget og pisket gik hans korsvandring i stå.
Så kom du helt tilfældigt forbi,
og blev et tvungent offer, som ikke kunne sige fra,
ikke stille noget op mod soldaternes magtudøvelse.
Sært nok, Simon af Kyrene,
er du klar over, at du reddede livet ved at bære Kristi kors?
Mon du fatter højden og dybden og bredden af den handling?
Hvis du havde nægtet, tror jeg, du var blevet slået ihjel,
som et tilfældigt menneske, der ikke vil makke ret.
Men tvunget af omstændighederne måtte du bære korset til Golgata.

Hvilken lykke, Simon!
For Kristus bar du korset helt bogstaveligt.
Om det fik nogen betydning for dig senere, ved jeg ikke.
Men jeg ved, at apostlen Paulus kendte din søn, Rufus,
og kaldte ham ”den udvalgte i Herren”.
Så måske ved du, at Kristus i ånden i dag siger til os:
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv
og daglig tage sit kors op og følge mig!”
At det ikke er Kristi kors, men vort eget, vi skal bære,
og det er så rigeligt endda, selv om det er en helt anden situation end din dengang.

4. Korsvejsstation: Jesus trøster Jerusalems kvinder
Læsning:
En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! Luk 23,27-28

Meditation
Jerusalem, dit liv er i fare!
Splittet er du i had og hævn og misundelse.
Tredelt er du mellem grædemur, kirketårn og kuppelmoske.
Hvor er den menneskelighed, som du skulle bære i dit hjerte!
Uden erkendelse af skyld og medansvar ser det sort ud for dig, Jerusalem.
Dine kvinder græder over Jesus,
men til hvad nytte?
Er det blot for at dække over det ansvar for jeres egne børn,
som de med dig, Jerusalem, ikke tør tage.
Hvad er det dog for en dæmonisk ånd, som råder i dig,
og som dine børn får med sig med modermælken.
Sandt er Jesus’ opfordring: Græd over dig selv og dine børn.
Hvordan kan du svigte dine børn i kærlighedens tjeneste,
hvordan kan du se dine børn vansmægte i et samfund,
som opfordrer til hævn.
Køreplan for fred, siger du. Det lyder interessant.
Viljen ser Vorherre på, som man siger.
Så hvor er der vilje, er der vej, ikke sandt!
Eller er det for optimistisk!

Over dig, Jerusalem, er himlen mørk af røgen
fra afbrændte huse, udbrændte busser,
og af blodet, der råber til himlen.

Græd, Jerusalem, græd over dig selv og dine børn.
Du har meget at indhente,
så der er brug for dine tårer,
både ved grædemuren, i kirkerne og moskeen.

5. Korsvejsstation – Jesus bliver korsfæstet
Læsning:
Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Luk 23, 33-34

Meditation
Jeg bryder mig altså ikke om at se dig blive pint og plaget, Jesus.
Og her med billedet af en bøddel, som knæler på dine arme og tvinger dig til korset.
Jeg synes, jeg har set det før eller er det efter,
at uskyldige menneskers frihed knægtes!
Din lidelseshistorie vækker ubehag i mig.
Ikke din lidelse som sådan,
for egentlig kan det være ligegyldigt, hvordan du døde,
stenet, hængt eller korsfæstet.
Men det er sandheden om mig selv, jeg tænker på.
Kunne jeg også blive en bøddel og udføre onde handlinger på kommando?
Hvilken rædsel, hvis det forholder sig sådan!

Det er da godt, at du blev korsfæstet for 2000 år siden, Jesus!
Det ville slet ikke have gået her i Danmark i dag.
Vi går jo ikke ind for dødsstraf,
og du ville sikkert været blevet dømt til forvaring på Skt. Hans
som en sindsforvirret person eller psykopat, du ved, sådan et menneske, som ikke har erkendelse af nogen skyld, det er altid til andres skyld.
For var det ikke det, du var, uden skyld, Jesus?

Når det går vildt til her i landet,
bliver der kastet med tomater og sprøjtet med maling.
Vi er jo sådan et umådelig fredeligt folkefærd
med et nationalt-kristeligt sindelag,
som lettere forarges over, at stakkels dyr vanrøgtes,
end at børn misbruges seksuelt.
Hva? - lyder det ulogisk og umenneskeligt?

6. Korsvejsstation: Jesus bliver naglet til korset
Læsning:
Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: ”Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.” For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: ”De delte mine klæder imellem sig, da de kastede lod om min klædning.” Det gjorde soldaterne altså. Joh 19,23-24

Meditation
Nå, Jesus! så er det bal snart forbi.
Men du gjorde da, hvad du skulle.

Undskyld! men jeg bliver lidt sarkastisk,
soldaternes hånlige afklædning af dig smitter.
Nu står du ligesom klovnen i cirkus,
som synger på sidste vers,
tager tøj og maske af, så vi kan se,
hvem du i virkeligheden er.

Der er også nogen, som påstår, at du ikke døde,
men i nattens mulm og mørke flygtede bort med Maria Magdalene.
Man skal høre meget, før ørerne falder af.
Jamen, jeg under dig da gerne at kunne leve sammen med en kvinde.
Det kan jo godt blive for meget med al den mandehørm,
12 disciple - det er ligesom et fodboldhold med reserve og dig som træner.
Og faktisk er der flere, der dyrker fodbolden end de dyrker dig.
Så det ku være, du skulle gå til bolden og ikke til korset,
det vil der være større succes ved – lige i øjeblikket, i hvert fald.

Men hvis du virkelig har lavet det forsvindingsnummer med Maria,
står jeg her og føler mig gjort til grin og taget ved næsen.
For så er det så revnede ligegyldigt med din person
og hele den kirkelige cirkusforestilling.
Jeg vil da ellers sige dig, vi hygger os rigtigt godt her i det kristne firma!
Nerverne står tit på højkant, når vi taler om dig.
Adrenalinen ruller i blodet, så du holder os i hvert fald i livet på den måde.
Splid og ballade mellem mennesker i alle kirkelige retninger og foreninger,
for vi søger jo alle sandheden, ved du nok,
og nogen er bedre til at tale for sig end andre.
Og det siger jeg dig, vi er alle rigtig gode til at give hinanden det røde kort
og dømme hinanden ude af banen.

Men lad os gå videre, Jesus,
i håb om, at du ikke svigter mig!
Vort eget kors
- er det ikke de snærende bånd,
alt det, vi helst vil undgå, døden ikke mindst
- er det ikke de mennesker, der altid er i vejen,
eller det, der forhindrer os i at udvikle os selv,
for at vi kan få et lykkeligt liv?
Hvis vi ikke tager vort eget kors op og ansvaret for vort eget liv, vil det få store og ulykkelige konsekvenser for andre mennesker!
Har jeg ret?
Du nikker, Simon!

7. Korsvejsstation: Jesus’ død på korset
Læsning:
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Mark. 15,33-39

Meditation
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
Men du har jo brudt vores firkantede, begrænsede verden, Jesus,
sådan som du hænger dér på korset og skriger din afmagt ud:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Du kom med himlen til vor jord og i vort liv, som du hænger dér,
og end ikke korsvejsbilledet kan rumme dig,
for der er mere af dig, end vi kan se.
Og Gud ske lov for det.

Din lidelse kender jeg, og din gudsforladthed går til marv og ben, helt ind i min egen sjæl, og du skriger med mig i den dybeste afmagt.
Du vidste, hvad vi mennesker har brug for:
ikke en Gud, som sidder fjern i sin himmel,
uberørt af denne verdens rædsler,
men som lider med os i al det meningsløse,
vi møder i dette liv, som du har været med til at skabe så smukt
med mennesket som det forunderligste af alle skabninger.

Hvorfor ødelægger vi så alt for ofte livet for hinanden?
Hvorfor gror misundelsen og mistilliden som kræftsvulster i os?
Hvorfor plager vi livet af hinanden med vores evindelige forsøg på
at skabe hinanden om i vort eget billede?
Hvorfor kan vi ikke tåle, at andre ikke er som os, men alt for let
fordømmer hinanden til evig fortabelse!

Og ved du, at det kan være så svært at fatte,
at Gud er kærlighed, når der sker så meget grusomt rundt om i verden?

Jeg ser det,
ser din krop gennemhullet af vores smerte,
tynget af vores skyld,
og udpint af vores længsel efter en kærlighed,
som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt,
og som aldrig hører op.

Det er ikke til at se det, hjælp mig derfor til at tro,
at du som korsfæstet er den grænseløse kærlighed af Gud!

8. Korsvejsstation: Jesus lægges i graven
Læsning:
Da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.
Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.
Matt 27, 57-60

Meditation
Nu skulle man tro, vi var ved vejs ende, Jesus!
Død og begravet,
det er jo også min erfaring med mine kære.
og måske er en sten lagt på gravstedet
Ved vejs ende, og der er ingen vej udenom, dø skal vi alle.
Og vi får ikke ro i sjælen,
før begravelseshandlingen er foretaget.
Af jord er du kommet,
til jord skal du blive.
Det er det barske vilkår for mange,
som for nogen en lettelse.

De gamle tog imod dig her i landet og forevigede dig på en sten
et vidnesbyrd om den trøst, du var for vore forfædre,
som også kendte smerten ved at stå ved en grav.

Minderne om vore døde har vi, men vi kan jo ikke leve af dem.
Meningsløsheden kan nemt fylde hjerte, sind og tanke.
Hvorfor denne forgængelighed,
dette uundgåelige tab?

Sorgen, som kan fornemmes som en mur,
en lukket dør ud til det liv,
som på trods af tabet, skal leves videre,
om end på en meget anderledes måde.
Sorgen, som kan gøre vore skridt tunge og vort hjerte tomt,
så vi ikke magter at åbne vores dør ud til de andre,
vi også skal leve med.

Vente og håbe,
er det det, du har sagt?
At du følger os til verdens ende?
At du ikke slipper os af hænde på noget tidspunkt?
Hvilken trøst! Hvilken glæde!
O, Gud, måtte det være så vel!